Offentlige foredrag i Naturvidenskab

31.01.24
I samarbejde med Borger9700 viser Brønderslev Bibliotek i foråret 2024 seks spændende foredrag streamet direkte fra Aarhus Universitet.

Med foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab kan du komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. Det er forskere som forelæser, niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger.

Et foredrag varer typisk to timer inkl. en pause midtvejs på 20 minutter samt en session til slut, hvor forelæseren svarer på udvalgte spørgsmål indsendt af publikum under foredraget via SMS og Twitter.

Foredragsrækken er gratis men har du lyst til at mødes kl. 18 og spise sammen, så køb en billet via bibliotekets hjemmeside til 65 kr. (sandwich og en vand)

Der er indgang via Mejerigade.

Tirsdag den 20. februar kl. 19-21

Er parasitter og mikrober vores fjender?
ved evolutionsbiolog Tom Gilbert og parasitforsker Peter Lindberg Nejsum

Når vi tænker på parasitter og mikrober, tænker vi ofte på det ubehag og den sygdom de kan være årsag til. Kan de også være vores venner? Hør om vores mikrober og hvordan de påvirker den måde vi lever på, samt om parasitiske orme og deres gavnlige effekt.

Tirsdag den 27. februar kl. 19-21

Jagten på den perfekte vejrudsigt
ved meteorolog Jesper Eriksen og vejr- og klimaforsker Eigil Kaas

Hvordan laver meteorologerne egentlig en vejrudsigt? Og hvilke mekanismer er det der styrer vejret og atmosfærens udvikling? Få svar på det og meget mere når to ”vejr-eksperter” fortæller om deres forskning og arbejde for at lave den perfekte vejrudsigt.

Tirsdag den 12. marts kl. 19-21

Hvor længe kan vi og vores celler leve?
ved aldringsforskerne Tinna V. Stevnsner og Kaare Christensen

Vi lever længere og længere, og vores helbred er bedre end tidligere generationers. Men kan det blive ved at gå fremad? Eller er vi ved at nå en grænse for menneskets livslængde og helbred? Få svar på dette og hør om aldring af kroppen og dens celler.

Tirsdag den 19. marts kl. 19-21

Bomben
ved kernefysiker Hans Fynbo og videnskabshistoriker Kristian H. Nielsen

Atombomben kom til for over 75 år siden og præger stadig vores verden i dag. Hør både om hvordan bomben blev til og ændrede verden og om fysikken i hvordan atombomber virker. Bomben har ændret den måde vi lever på – spørgsmålet er: kan vi leve med bomben?

Tirsdag den 9. april kl. 19-21

Ig Nobel Prize
By Marc Abrahams and three prize winners

The Ig Nobel Prize is awarded for “peculiar research” that at first makes us laugh and then think deeply. Attend this lecture for a humour-filled dive into the prize-winning research. Meet Marc Abrahams and some of the recent prize winners.

NB. Dette foredrag er en særlig genre, en cocktail af videnskab og humor: oplev fire forelæsere med afsæt i den skøre pris 'Ig Nobel Prize' som er kendt under sloganet 'first laugh, then think'. Du vil først høre prisens stifter, Marc Abrahams, fortælle om prisen og derefter vil tre af prisvinderne præsentere den forskning de fik prisen for. Det er svært i ord at beskrive Ig Nobel Prize – overvej at tage chancen og oplev det. (Foredraget foregår på engelsk).

Tirsdag den 16. april kl. 19-21

Menneskedyret Homo sapiens
Ved sansefysiolog Peter Teglberg Madsen

Vi mennesker er et tilfældigt resultat af en broget evolutionsproces, og vi er en anatomisk rodebunke med lån af organer fra vores tidlige forfædre. Vores adfærd er i høj grad styret af menneskedyrets biologi og forhistorie og ikke vores frie vilje alene.