Fælleslæsning og fællesskabelse

Indledning

Litteraturen er i nyere tid blevet spændt foran mange vogne. Udover den mere traditionelle dannelsesvogn, har litteraturen også gjort sit indtog i forbindelse med eksempelvis skabelse af meningsfulde oplevelser for demente, i arbejdet med psykisk sårbare, i arbejdet med stresshåndtering og meget andet. I Brønderslev Kommune har man imidlertid valgt at undersøge, hvordan litteraturen også kan være med til at understøtte skabelsen af lokale fællesskaber.

Pointen er her, at der ved hjælp af metoden ’oplevelseslæsning’ eller Shared Reading, som har sit ophav på universitetet i Liverpool, er muligt at understøtte udviklingen af lokale fællesskaber. Med projektet Litterære Livsvidner har biblioteket i Brønderslev arbejdet med at udvikle lokale fællesskaber i mindre landsbyer i kommunen. Der er ikke tale om traditionelle læsegrupper, hvor deltagerne snakker om en bog, de har læst hjemmefra. Med oplevelseslæsningen søger man at skabe et fællesskab, hvor forudsætningerne for at deltage ikke er, at man er en garvet læser eller at man som deltager har ambitioner om at nå i dybden med analyser og tolkninger af de læste værker. I oplevelseslæsningen læses kortere noveller og digte op i gruppen, så der kræves ingen forberedelse. Og samtidig er det deltagernes eget liv, egne erfaringer og egne værdier, der er perspektivet i den efterfølgende snak om teksterne. Der kræves således ikke særlige analytiske færdigheder for at deltage.

Og erfaringerne fra Brønderslev er gode. Ved af flytte læsefællesskaberne ud af biblioteket og ind i lokalsamfundene, er det lykkedes at skabe nye og meningsgivende fællesskaber for de lokale beboere i kommunens landsbyer. Og ved skrue ned for ambitionen om litteraturformidlingen som et mål i sig, og skrue op for ambitionen om at bruge litteraturen som en løftestang for fællesskabelse, har man høstet gode erfaringer med at understøtte lokalsamfundsudviklingen ved hjælp af litteratur.

For at realisere dette forehavende har Brønderslev Bibliotek haft et overordnet fokus på to elementer. Louise Eltved Krogsgård, der er udviklingskonsulent på biblioteket og leder af projektet, peger således på, at man for det første har arbejdet ud fra en forståelse af, at det er vanskeligt for biblioteket at understøtte udviklingen af lokale fællesskaber alene. Man må have andre aktører med. Og for det andet har man arbejdet med en forståelse af, at fællesskabelse kræver, at man har en nuanceret og reflekteret tilgang til, hvad fællesskaber i det hele taget er for en størrelse. Ellers kan man ikke understøtte udviklingen af netop de fællesskabstyper, som man ret faktisk ønsker at være med i udviklingen af.

Det første fokus har ledt til, at projektets i dets udvikling har været båret af en samskabelsesambition, hvor udviklingen og realiseringen af projektet er sket i tæt samklang med lokale aktører fra de involverede landsbyer. Det andet fokus om at fællesskaber ikke bare er fællesskaber har betydet, at man i projektet har gjort sig en del overvejelser over, hvad der skal til for at man kan lykkes med at skabe lokalt forankrede fællesskaber.

I det følgende vil disse to erkendelser bliver behandlet nærmere og der vil blive præsenteret nogle af de erfaringer, som der er gjort gennem projektets afvikling. Materialet, som disse betragtninger støtter sig på, er fremkommet gennem systematisk og løbende indsamling af kvalitative data, som et led i evalueringen af projektet (se faktaboks for nærmere beskrivelse af datagrundlaget). Og for en god ordens skyld skal det også nævnes, at der har været igangsat og gennemført andre aktiviteter i forbindelse med Litterære Livsvidner, end dem der bliver berørt i det nærværende.

Oplevelseslæsning i Brønderslev Kommune

Før der ses på de konkrete erfaringer, vil de mere faktuelle elementer ved Litterære Livsvidner og oplevelseslæsning kort bliver præsenteret.

Oplevelseslæsningen handler grundlæggende om, at man i en mindre gruppe snakker om noveller og digte som læses op i gruppen. Et møde, som typisk varer omkring halvanden time, starter med, at en af deltagerne læser en tekst op for de øvrige deltagerne. I projektet har oplæseren været en ansat fra biblioteket. I projektet valgte man at starter med en kortere novelle. Novellen deles typisk op i mindre bidder, som gør det muligt løbende at reflektere over novellens indhold. Efter novellen er færdigbehandlet drikkes der kaffe. Og kaffen og snakken omkring kaffen er et vigtigt element. Efter dette dagens program med oplæsning af et digt. Og som det var tilfældet med novellen, så faciliterer oplæseren også her den efterfølgende samtale ud fra teksten.

Som tidligere tager samtalen afsæt i deltagernes egne livserfaringer og de refleksioner, som teksterne i den forbindelse giver anledning til. Der deles erfaringer om livets store emner, og projektleder mindes, at der har været talt om alt fra liv og død, utroskab og sygdom, etiske problemstillinger til barndomsminder og erfaringer med det daglige liv i lokalområdet. Litteratur viser her sit potentiale for at anspore til mange forskellige typer af samtaleemner.

Der har typisk deltaget mellem 5 og 10 personer til arrangementerne, som har fundet sted i to af kommunens mindre landsbysamfund. Det har været lidt forskelligt, hvor ofte man er mødtes, men man har bestræbt sig på en kontinuitet i fremmøde. Det ene sted har man valgt at mødes en gang om måneden, og det andet sted en gang hver anden uge.

Arrangementerne har været afholdt i fælles lokaler i de to lokalsamfund. Som der vendes tilbage til senere, så har der i projektgruppen været en længere dialog om, hvilke lokaler der egnede sig bedst til arrangementerne. Ud over perspektiver omhandlende lokalenernes funktionalitet og atmosfære, så har lokalernes institutionelle tilhørsforhold også fyldt meget i dialogen. Man har således bestræbt sig på, at finde et så neutralt sted som muligt. Men efterfølgende er projektlederen også kommer frem til, at man ”… måske har overtænkt dette perspektiv – vi skal måske bare gå ind i den lokale infrastruktur, som nu engang findes”. En tilgang, der også bekræftes af deltagerne, som ikke kunne se, at det havde udfordret deres deltagelse, hvis arrangementerne eksempelvis blev afviklet i et lokale stillet til rådighed af kirken eller for den sags skyld mere kommercielle foretagender.

Deltagerskaren var forsøgt bredt sammensat. Men alene det faktum, at arrangementerne blev afholdt i dagtimerne, gjorde det vanskeligt for at deltage, hvis man stadig var aktiv på arbejdsmarkedet. Deltagerne var således typisk i alderen 65+. Det var en rimelig overrepræsentation af kvinder og deltagerne havde typisk en mellemlang eller lang uddannelse bag sig.

Samskabelse som tilgang

Som nævnt, havde man intention om, at Litterære Livsvidner som projekt skulle udvikles med afsæt i samskabende processer. Med samskabelse refereres der her til udviklingsprocesser, som involverer andre aktører end kommunalt ansatte alene. I praksis lykkedes det biblioteket at lave en projektgruppe bestående af ansatte fra biblioteket, den kommunale forebyggelseskonsulent, lokalområdernes præster og repræsentanter fra lokale foreninger. De bar hver især perspektiver med, som var nyttige i udviklingen af projektet. De ansatte fra biblioteket bar således oplevelseslæsningen og det litterære perspektiv ind i processen. Den kommunale forebyggelseskonsulent bar et kendskab til ensomme ældre i lokalsamfundet ind i processen. Lokalområdernes præster bar et bredt kendskab til lokalbefolkningen ind i processen. Og de lokale foreninger kunne ud over lokalkendskabet også tilbyde udlån af lokaler.

I og med at biblioteket var projektejer og også var dem, der havde kompetencerne til at gennemføre oplevelseslæsningsarrangementerne, så var det også den biblioteksansatte projektleder, der havde ansvaret for det samskabende element i projektgruppen.

Samskabelsen var primært på dagsordenen i projektets tilblivelsesfase. Som nævnt tidligere var temaet omkring den mest hensigtsmæssige lokation her en del af samskabelsens genstandsfelt. Men også spørgsmål omkring rekruttering, afvikling, fælles normer for deltagelse og selve indbydelserne til arrangementsrækken, var her områder, som blev gjort til genstand for samskabelse.

Udfærdigelsen af indbydelser til arrangementsrækken fremhæves af projektleder Louise Eltved Krogsgård som et godt eksempel på, hvad samskabelseselementet har bidraget med. Det kan umiddelbart synes som en mindre ting, hvordan man får formuleret teksten i en indbydelse. Men som Louise Eltved Krogsgård påpeger, så måtte man sande, at det faktisk havde en stor betydning. Af indbydelsen fremgik det blandt andet, hvor man skulle melde sig til, hvis man gerne ville deltage i oplevelseslæsningen. Og under normale omstændigheder, ville man blot have skrevet, at man skulle melde sig til på biblioteket ved at ringe eller sende en mail. Men i samtalerne omkring indbydelserne blev man enige om, at det ville være mere hensigtsmæssigt, hvis flere fra projektgruppen blev oplistet som kontaktpersoner, man kunne tilmelde sig hos. På den måde fik man signaleret, at det ikke alene var et biblioteksprojekt, men også et lokalsamfundsprojekt.

Det endte med, at man kunne melde sig til fem forskellige personer, som alle stod opført med billede og kontaktinformationer i indbydelsen. Som potentiel deltager fik man dermed mulighed for at kontakte en af de personer, man måske kendte på forhånd, og som man følte sig tryg ved. Flere fra projektledelsen understreger, at det er deres helt klare opfattelse, at dette også bevirkede, at man fik rekrutteret flere og bredere, end det ellers ville have været tilfældet. En opfattelse som deltagerne i projektet i øvrigt også kunne bekræfte.

Samtidig havde den samskabende proces omkring indbydelsen også den effekt, at alle fra projektgruppen fik en følelse af, at projektet var et fælles projekt. Selv om biblioteket formelt var projektejer, så gav den samskabende tilgang et fælles ejerskab for projektet i hele projektgruppen, hvilket senere fik en positiv betydning for, hvordan projektgruppens medlemmer forsøgte at sprede kendskabet til projektet i lokalsamfundet.

Når Louise Eltved Krogsgård på bagkanten af projektperioden gør status over projektets samskabende element, så lyder det på følgende vis: ”Vi har udviklet noget gennem den samskabende tilgang, som vi som bibliotek på ingen måde kunne have udviklet selv. Så uden samskabelse, var vi ikke nået så langt med projektet, som vi rent faktisk har gjort”.

Fællesskabelse i lokalsamfundet

Litterære Livsvidners overordnede formål var at skabe lokale fællesskaber i de mindre bysamfund i kommunen. Motivet for dette var en konstatering af, at ensomhedsproblematikker har ramt de mindre samfund hårdt. De ældre grupper er her særlig hårdt ramt af ensomhedsudfordringen og dette, sammenholdt med, at der bliver relativt flere ældre i de mindre bysamfund, gjorde, at biblioteket så det som sin opgave at igangsætte fællesskabende initiativer, som kunne modvirke denne ensomhedstendens.

Der synes at være en bred enighed om, at ensomhedsproblematikken, og dermed også understøttelsen af fællesskabelse som modtræk mod denne tendens, er en kommunal kerneopgave. Men er det også bibliotekets opgave? På Brønderslev Bibliotek svarer man klart ja, til dette spørgsmål. Som kommunal institution har man en aktie i at være med til at afhjælpe sådanne lokale udfordringer. Og når man så samtidig kan bruge litteraturen som løftestang i dette ærinde, så er vurderingen utvetydig, at skabelsen af lokale fællesskaber ligger inden for bibliotekets ramme for opgaveløsning. Og som projektleder Louise Eltved Krogsgård formulerer det, så er der nok også særlige omstændigheder i en udkantskommune som Brønderslev, der gør, at alle i kommunen må stå sammen om at løse de større problemer i kommunen. Og her må en firkantet skelen til særlige institutionelle forpligtelser og fagligheder ikke stå i vejen for den overordnede opgaveløsning. Som Louise Eltved Krogsgård lidt friskt formulerer det, så er der nok lidt højere til loftet i Brønderslev Kommune, når man ligger så langt fra København! Og loftshøjden betyder her, at biblioteket har vide rammer i formuleringen af sin kerneopgave.

En præmis for projektets tilgang til fællesskabelse har været, at fællesskaberne skal etableres i lokalområderne. Brønderslev er hovedbyen i kommunen, men der er også brug for liv i resten af kommunen. Fællesskaberne skal således forankres lokalt, så de også har mulighed for både at leve og brede sig efter projektperiodens ophør. Biblioteket skulle altså ikke involvere borgere og brugere i dette projekt, men i stedet lade sig involvere af lokalområderne. En bevægelse, man kan betegne som et skridt fra borger-involvering til kommune-udvolvering.

Når der er vigtigt for projektet, at fællesskaberne skal forankres i lokalsamfundene, så skyldes det blandt andet, at man havde en ambition om, at de etablerede fællesskaber omkring oplevelseslæsningen skulle brede sig med fangarme ud i hele lokalsamfundet. Bliver man først involveret i et fællesskab med oplevelseslæsningen som omdrejningspunkt, så kan man efterfølgende bruge erfaringerne med de ny sociale relationer, som indgangen til deltagelse i andre fællesskaber. En intention, som flere af deltagerne også bekræfter har være vigtig for deres deltagelse. Som en af deltager siger, så ”er det vigtigt for mig, at fællesskabet har været her i mit område. Det er jo her, jeg gerne vil lære nogle mennesker at kende. Bare det, at vi kan hilse på hinanden nede i Brugsen, er dejligt.” En anden deltager siger supplerende, at ”der er langt til Brønderslev, og nærheden er mega-vigtig” - resten af gruppen nikker bekræftende til, at det er ’mega-vigtigt’ med nærheden.

Ud over den lokale forankring, så har det også været centralt for projektet, at de fællesskaber, man ville understøtte udviklingen af, skulle være nogle stabile fællesskaber. Der skulle således tænkes en form for kontinuitet ind i møderækken omkring oplevelseslæsningen. Fællesskabelsen skulle således ikke være bundet op på en række eventprægede arrangementer, hvor man møder op en enkelt gang eller to og får en oplevelse med hjem uden selv at bidrage med det helt store. Fællesskaberne skulle være bundet op på en grad af forpligtethedsfølelse. Dels en forpligtethed som handler om, at man møder op, hvis man kan, og dels en forpligtethed, der også handler om, at når man er til stede, så bidrager man til snakken.

Spørgsmålet er imidlertid, hvornår og hvordan man får tonet forpligtetheden, så den bliver stimulerende og ikke låsende. Deltagerne reflekterer lidt over dette, og nåede frem til, at forpligtelsen under ingen omstændigheder måtte blive formel. Ingen tilmelding eller mødepligt. Man skal heller ikke på mere uformel vis formulere forpligtelser til hinanden. Man skal ikke have forventningen, men være åben for det, som de andre har lyst til at bidrage med – og det er både i forhold til at møde op og i forhold til at bidrage til den fælles dialog, når man er til stede.

Forpligtelsen skal gerne komme indefra og være en følelse, man hver især har. Det, at man kan se, at man er savnet, hvis man ikke kommer. Og det, at man kan mærke, at de andre er nysgerrige på ens perspektiv i samtalerne, skulle gerne automatisk foranledige en tilpas grad af forpligtethedsfølelse. Deltagerne formulerer selv, at de kan have lidt svært ved at sætte ord på denne følelse. Men de er enige om, at de alle har en fælles forståelse for og anerkendelse af, hvad der ligger i en sådan tilpas og hensigtsmæssig forpligtelse. Og de er også enige om, at deres fællesskaber er båret af denne tilpasse forpligtethedsfølelse.

Oplevelseslæsning som det fælles tredje

Louise Eltved Krogsgård ser det som helt centralt for projektet, at fællesskabelsen i lokalområderne har haft litteraturen som omdrejningspunkt. Som hun siger, så er der ikke mange, der mødes for blot at mødes. Man skal mødes om noget – særligt hvis man vil have mændene med. Og denne tilgang stemmer meget godt overens med mange andre erfaringer med fællesskabelse; det er stimulerende for fællesskabet at have et fælles tredje. Og samtidig synes dørtrinnet ind til fællesskabet heller ikke slet så højt og uoverstigeligt, når man har noget at mødes om. Som deltagerne også formulerer det, ”så er det dejligt befriende, at man har noget at mødes om, og at der er sat nogle rammer op for indholdet i det fælles møde”.

Deltagerne synes, at det er helt centralt at have noget fælles at mødes om. Så bliver det ikke alt for privat, som en af deltagerne formulerer det. Og samtidig er deltagerne parate til at dele nogle meget private erfaringer med de andre i gruppen, når de trækker egne erfaringer ind i samtalerne omkring den læste litteratur. Umiddelbart kunne man foranlediges til at mene, at der her tale om en modsætning eller en form for paradoks. Men nej, sådan opfattes det ikke i deltagernes oplevelse. De kan sagtens balancere mellem både at have behov for en fælles - nærmest neutralt – tredje, og samtidig være meget private i deres samtaler omkring litteraturen. Koden til at knække denne umiddelbare modsætning ligger med stor sandsynlighed i den særlige form for forpligtethed, som er beskrevet ovenfor. Man vil gerne dele det private, men det skal være op til en selv, hvornår og hvor meget, man er parat til at dele. Var litteraturen der ikke som det fælles tredje, så kunne man tænke sig, at deltagerne ville opleve det mere intimiderende, at skulle starte og indgå i fælles samtaler. At der med litteraturen opstår en mulighed for at skabe en fællesskabskultur, hvor deltagerne selv byder ind, når det giver mening for dem og når det føles passende for dem, er således et vigtigt element i den fællesskabelse, som har fundet sted i projektet.

I forlængelse af dette, så viser erfaringerne fra projektet også, at oplevelseslæsningen har foranlediget, at man er kommet tæt på hinanden, når man har delt meget private oplevelser og erfaringer. En erfaring som deltagerne ser positivt på. Man kunne imidlertid forestille sig, at bagsiden af dette kunne være, at deltagerne ville være lidt forbeholdende og måske føle sig en smule intimideret i fællesskabet. Og når man hertil lægger, at vi er i det nordjyske, hvor ord og dybe samtaler måske ikke ligger som en fremtrædende del af det lokale DNA, så kunne man godt tænke, at deltagerne ville føle sig udfordret af denne intimitet. Men sådan forholder det sig imidlertid ikke. Tværtimod. Deltagerne formulerer selv, at delingen af private erfaringer og oplevelsen af at komme tæt på hinanden spiller positivt ind i fællesskabelsen. Man lærer hinanden rigtig godt at kende, og man opbygger en tillid til hinanden, som er med til at understøtte det tilhørsforhold, som deltagerne selv formulerer er rigtig vigtigt. Stabiliteten i gruppen, kontinuiteten i møderne, den særlige forpligtelse som kendetegner fællesskabskulturen og det, at man kommer tæt på hinanden, er alle faktorer, der gør, at deltagerne føler sig trygge ved hinanden og at de også er parate til at bruge hinanden og hinandens relationer i andre fællesskabssammenhænge. Med fare for at overgøre dette element, så understøtter interviewene og deltagerobservationerne en tese om, at oplevelseslæsningens indirekte fordring om at dele det private og komme tæt på den enkelte i sig selv virker ressourceopbyggende for fællesskabet. Og dermed er erfaringerne fra oplevelseslæsningen måske også med til at understøtte projektlederens kongstanke om, at ”det ikke er mængden af samtaler, men kvaliteten af samtalerne, der er med til at skabe det fælles og dermed også med til at mindske ensomheden.”

Det siger næsten sig selv, at hvis man skal have en samtale om en læst novelle eller et læst digt, så skal gruppen ikke være for stor, hvis alle skal bidrage til samtalen og dermed også til fællesskabet. Som det tidligere er nævnt, så har oplevelseslæsningsgrupperne også været relativt små. Udgangspunktet var, at der var otte pladser i de enkelte forløb. Men på grund af stor interesse for at deltage, kørte man med hold på op til elleve deltagere. Deltagerne har værdsat denne prioritering af relativt små grupper, og nævner, at gruppernes størrelse har været med til at skabe den samhørighed, som de mener skulle til i et fællesskab som dette. Hellere dele sig op i to end køre med mere end ti til tolv deltagere på et hold, var den klare tilbagemelding fra deltagernes side.

En konsekvens af at prioritere mindre hold er, at hele byen så at sige ikke kunne være med, hvilket projektlederen heller ikke ser noget problem i sig selv. Kvantitet har ikke været et succeskriterie. I det mindste ikke i første omgang. Og her er det igen ideen om, at de fællesskaber, som opstår omkring oplevelseslæsningen, kan være springbrættet til deltagelse i andre fællesskaber, der har været argumentet for, at alle lokale fællesskaber ikke behøver være for alle.

Oplevelseslæsningen er skåret over en relativ stram skabelon. Selvfølgelig kan der ændres og laves lokale tilpasninger, men grundlæggende er oplevelseslæsningen konceptualiseret på en måde, der gør, at de enkelte fælleslæsningsarrangementer kører efter en rimelig fast skabelon. Og denne faste struktur tiltaler deltagerne. Der er noget frisættende i, at man ved, hvordan arrangementerne afvikles. Man behøver ikke være medskaber eller bidragende i forhold til strukturen i selve afviklingen af arrangementet. Og det tiltaler deltagerne. Genkendeligheden fra gang til gang er med til at skabe en tryghed for deltagerne. I forbindelse med interviewene er der blevet spurgt specifikt ind til, om deltagerne ikke kunne tænke sig at være med til at videreudvikle oplevelseslæsningskonceptet eller til at ændre lidt fra gang til gang. Svaret er prompte og enstemmigt, at det er der ikke behov for. Hvorfor ændre på noget der virker, synes at være opfattelsen. Og når det der virker også skaber nogle gode rammer for fællesskabet, så er tilgangen, at der end ikke brug for mindre justeringer. Der ser således ud til, at struktur, genkendelighed og faste rytmer har været en væsentlig positiv faktor i den fællesskabelsesproces, som har fundet sted i forbindelse med Litterære Livsvidner.

Noveller og måske særligt digte er ikke normalt det, man vil forvente, at nordjyder i mindre landsbysamfund lader sig drage af. En opfattelse som både projektleder og deltagerne sådan set er enige i. Men litteraturen og her novellerne og digtene fylder måske alligevel et tomrum ud. Som en af deltagerne formulerer det, så ”er det dejligt og befriende, at der for en gangs skyld er et alternativ til banko og kortspil”.  Og både projektleder og deltager er enige om, at litteraturen og oplevelseslæsningen ikke rammer alle, men man er samtidig også enige om, at det heller ikke gør noget, at alle ikke rammes. Men på trods af enigheden om, at litteraturen ikke rammer alle, så er deltagerne faktisk selv lidt overraskede over, hvor bredt fællesskabet omkring oplevelseslæsningen alligevel har ramt. Flere af deltagerne tilskriver dette, at man ikke skal læse og forberede sig hjemmefra. Man kan komme, som man er. Og når det man komme med, så samtidig er egne erfaringer, så er tærsklen for deltagelse ikke høj.

Som bibliotek har man selvsagt en forpligtelse til at nå så langt og bredt ud, som det nu engang er muligt. Men set med projektledelsesbriller, så er der ikke noget problem, at alle projekter ikke rammer alle. Det er ikke et problem, at projekter som Litterære Livsvidner rammer en særlig gruppe og nogle særlige segmenter så længe biblioteket også iværksætter andre projekter eller tiltag, som potentielt kan rammer dem, der ikke vil føle sig tiltrukket af samtaler med afsæt i tolkning af noveller og digte.   

Det selvkørende fællesskab

En af farerne ved at projektgøre fællesskabelse er, at fællesskaberne dør ud, når projektet og projektmidlerne rinder ud. Det er ofte når fællesskaberne skal til at vise deres robusthed og levedygtighed efter endt projektforløb, at udfordringerne melder sig.

For at minimere risikoen for et sådant scenarie, hvor fællesskaberne rinder ud efter endt projektperiode, kan der arbejdes på to fronter. Dels kan man være særlig omhyggelig med at facilitere en overgangsperiode, hvor fællesskabet så at sige lærer at stå på egne ben. Og dels kan man som projektejer bibeholde en rolle, hvor man efter projektperioden træder ind i en langt mindre betydende rolle. Frem for at være en central aktør i fællesskabelsen kommer man i stedet til at stå mere i kulissen som en tilgængelig aktør, der kan kaldes ind på scenen, hvis der opstår behov for det.

I Litterære Livsvidner har man forsøgt sig lidt på begge fronter. Man havde intentioner om at arbejde med en form for udslusningsfase, hvor de lokale fællesskaber langsomt tog over selv. I praksis viste det sig imidlertid, at fællesskaberne omkring oplevelseslæsningen stort set var selvkørende fra dag ét. En årsag til, at dette kunne lykkes, var sandsynligvis den store grad af konceptualisering, der ligger i oplevelseslæsningen. Genkendeligheden og de faste rammer, som ligger i koncept, har skabt en fællesskabskultur, der er stabil i sin selvforståelse. Og der skal derfor ikke meget til for at deltagerne selv kan overtage konceptet. De har lokalerne, og kaffen laver næste sig selv i sådanne miljøer, så det handler blot om, at man finder en måde at arrangere en turnusordning for, hvem der læser op og hvem der er ordstyrer i de efterfølgende samtaler. Og adspurgt om dette, så mente deltagerne sagtens, at de selv kunne stå for at gennemføre arrangementerne. Erfaringen er således, at deltagerne ikke selv mener, at der i forbindelse med forankring af de fællesskaberne, som Litterære Livsvidner har foranlediget, har været behov for at indtænke nogen modningsfase eller udslusningsfase.

Ud over at man kan arbejde med en udslusningsfase til sikring af fællesskabernes forankring, kan man som nævnt også arbejde med en model, hvor man som medarbejder på biblioteket ikke helt slipper følingen med fællesskaberne. Man er tilgængelig og står til rådighed, når fællesskabet selv mener, at der er behov for, at man træder til. Og det, at bibliotekspersonalet også kunne være tilgængelige efter projektperiodens ophør, blev af deltagerne i projektet formuleret som et vigtigt element. De mente i princippet sagtens, at de kunne være selvkørende, men de ville stadig gerne have mulighed for, at de i mindre omfang også fremadrettet trække på bibliotekspersonalet. Her blev der formuleret ønsker om to ting. For det første ville de gerne have, at bibliotekspersonalet en sjælden gang imellem kom på besøg for at sikre, at oplevelseslæsningen stadig holdt sig inden for de oprindelige rammer og inden for konceptet. Til spørgsmålet om, hvorfor det var vigtigt at holde sig til konceptet – man kunne jo i princippet gøre lige hvad man havde lyst til og hvad der var stemning for – svarede deltagerne, at de var så glade for og trygge ved oplevelseslæsningskonceptet, at de var bange for, at miste energien, hvis de bevægede sig alt for langt væk fra de oprindelige tanker.

Ud over disse besøg, så ville man også gerne trække på de biblioteksansattes faglighed, når det kom til at vælge relevante noveller og digte. Man mente samstemmende, at teksterne skulle have en vis kvalitet, hvis de skulle være et værdiskabende afsæt for konstruktive samtaler. Og her mente de, at de biblioteksansattes faglighed ville være en god garant for denne udvælgelsesprocedure.

Om det handler om et sjældent besøg i en læsegruppe eller om at finde relevant litteratur, så er der, set fra bibliotekets side, ingen problemer i at imødekomme disse ønsker. Begge dele ligger helt centralt i forståelsen af, hvordan man som bibliotek drifter med sin kerneopgave, så der er ikke behov for projektmidler for at kunne imødekomme sådanne ønsker. Vejen skulle derfor været banet for, at lang levetid for de fællesskaberne, som Litterære Livsvidner har foranlediget.

Afrunding

Alt i alt har arbejdet med Litterære Livsvidner vist sig at være værdiskabende i forhold til projektets formål. Man har formået at understøtte lokal fællesskabelse ved hjælp af litteraturformidling. Man har skabt levedygtige fællesskaber og man har sået frøene til, at de etablerede fællesskaber kan brede sig som ringe i vandet i lokalområdet. Man har også gjort sig væsentlige erfaringer med fællesskabelse, med kommune-udvolvering, og med samskabelse som et vigtigt element i tilblivelsesfasen. Og ikke mindst har man, som projektleder Louise Eltved Krogsgård med et glimt i øjet formulerer det, gjort sig nogle væsentlige erfaringer med, at rigeligt med kaffe spiller en uvurderlig rolle, når man gerne vil samskabe og etablere lokale fællesskaber!