Højtlæsning i en coronatid

Læs højt for dit barn og skab en rolig og nærværende stund i en anderledes tid. Kulturformidler Rikke Ejlertsen fortæller om glæden ved højtlæsning.

Højtlæsning har helt fantastiske egenskaber. Det udvikler børns fantasi, og det skærper deres koncentrationsevne samt deres evne til at forstå deres egne og andres følelser. Højtlæsning forbedrer dit barns sprog, idet barnet lærer nye ord og nye sammenhænge. Ved at skabe en hyggestund med bogen og ordene i fokus bliver der plads til at spørge ind til ordenes betydning, hvilket giver en større sprogforståelse. En undersøgelse fra Danmarks Biblioteksforening fra 2020 viser desuden, at voksnes højtlæsning for børn skaber øget læselyst. Højtlæsning styrker glæden ved selv at lære at læse og skrive og gør, at børn klarer sig bedre i skolen.

Hvad er så en højtlæsningsbog?

En højtlæsningsbog er lige præcis den bog, dit barn synes, der skal læses højt. Lad jer sammen inspirere, og find en god bog, som barnet gerne vil høre. Om det er en bog fuld af billeder, med få billeder eller slet ingen billeder er op til jer. For de mindre børn er billeder gode til at fastholde interessen i bogen, mens det for de større børn kan være en god øvelse med færre billeder for at vænne barnet til at skulle skabe billeder af fortællingen i hovedet. Uanset hvilken bog der udvælges, er det vigtigt at pointere, at børn ikke bliver for gamle til at få læst højt. Der tegner sig et billede af, at så snart børn selv kan læse, nedprioriteres højtlæsningen. Det er dog netop her, at højtlæsningen er ekstra vigtig. For mange børn bliver læsning en skal-opgave, der forbindes med skole og lektier, og læselysten drænes. Ved jævnligt at skabe tid og rum til at læse sammen af lyst og med barnets interesse for øje vedligeholdes læselysten, og bøgerne vælges til.

eReolen GO! er altid åben

Selv om det fysiske bibliotek er delvist lukket, er der rigeligt med muligheder for at læse højt for dit barn. eReolen GO!, bibliotekernes e-bøger og lydbøger til børn fra 0-14 år, har nemlig åben døgnet rundt. Ved at installere appen eReolen GO! får I adgang til mere end 20.000 digitale bøger direkte fra jeres telefon eller tablet, og der er masser af lækre materialer at vælge imellem, så det burde være muligt at finde et par spændende titler. På eReolen GO! kan I søge på forskellige emner, f.eks. serier, dyr, eventyr, venskab eller endda emnet ”overrask mig”, hvis I vil prøve noget nyt.

Artiklen er skrevet af Rikke Ejlertsen, kulturformidler ved Brønderslev Bibliotek, og oprindeligt udgivet 3. februar 2021.

Materialer