Geniet, der skabte musikalske mesterværker og lavede sjov på lokummet

Uden du nødvendigvis kan sætte navn på komponisten, kender du helt sikkert og kan sandsynligvis også allerede fløjte med på en stribe af Wolfgang Amadeus Mozarts melodier: "Kom, maj, du søde, milde", ouverturen til eller arien "Nattens dronning" fra Tryllefløjten eller måske hans kendteste komposition; "Eine kleine Nachtmusik".
Måske har du set filmen "AmadeuS" eller ladet en Mozart-chokoladekugle smelte på tungen.

Uanset, er det en ganske vild tanke, at et menneske, der døde som blot 35-årig, i en lejlighed i Wien, i dag, mere end to og et halvt århundrede senere, stadig kan få en hel verden til at tie – eller smile – blot ved nogle få takter.
 

Evigt unge (og altid friskfyragtige) Wolfgang

27. januar 2026 ville Johannes Chrysostomus Wolfgangus Theophilus Mozart være fyldt 270 år. "Theophilus" er græsk og betyder "elsket af Gud". Selv brugte han den latinske udgave "Amadeus". 

Han er både monument og medmenneske. Et geni - bestemt - men også et barn, der elskede ordspil og et voksent menneske, der desperat kæmpede for at have penge nok til brød under smørret og et - besværet had/kærlighedsforhold til faderen Leopold, der både fremelskede og pushede vidunderbarnet Wolfgang.

Men mest af alt ,for alle, der lytter, er Mozart en komponist, der kan gøre sorg let og lethed dyb.

Mere Mozart mellem linjerne

Ud over at komponere mere end 600 værker – bl.a. 41 symfonier, 27 klaverkoncerter, 22 operaer og hertil store mængder af kammermusik, serenader og kirkemusik – var Mozart livet igennem en flittig og ofte finurlig brevskriver. Mere end 1.200 breve til familie og venner er bevaret, og udgivet – også i dansk oversættelse.

Når man på århundredernes afstand i dag læser Mozarts breve, møder man hverken en forstokket eller højhellig, parykklædt stivstikker, men en levende, dirrende stemme, der er både nysgerrig, legesyg og eftertænksom. Det ene øjeblik driller han sin søster Nannerl; det næste skælder han heftigt ud på sin far Leopold, for få linjer senere at skrive til sin hustru Constanze (der i øvrigt efter Mozarts død blev gift med en danskere og en overgang boede i København, lige bag Domhuset) med en blanding af ømhed, pjank og ubændig længsel. Mozarts breve er derfor ikke uden grund berømte for deres frimodige humor og indimellem ganske frivole sprogbrug.

F.eks. bad Mozart, et halvt år før sin død, sin gode ven og kollega, korlederen Anton Stoll, om at sende ham partiturerne til to værker. Det korte brev er dateret: ”Skidehuset, 12. juli 1791”, og begynder således:

»Liebster Stoll!
bester knoll!
grösster Schroll!
bist Sternvoll! –
gelt, das Moll«

frit oversat:

"Kæreste Stoll!
bedste knold!
største filur! [Schroll = simpel parodi på navnet Stoll]
[du er] stjernefuld! –
ak ja, i mol"

Det er befriende menneskeligt og nærværende, at komponisten bag storladne, gravalvorlige værker som ”Requiem” - dødsmessen - og klassiske operaer som ”Figaros Bryllup", "Idomeneo" og "Don Giovanni” også kunne slutte kærlighedsbreve med en rebus, en sproglig prut eller det, der er endnu mere skørt. 
 

Geniet Mozart 

Anekdoterne om Mozart er mange og farverige. Blandt andet kunne den unge Mozart, på sine europæiske turneer, underholde fyrste- og kongehuse med at spille med bind for øjnene eller klæde over tangenterne.

Overleveringen - men her er måske pyntet lidt på historien - fortæller, at 7-årige Wolfgang, i 1762, på slottet Schönbrunn i Wien, spillede for ærkehertuginde Marie Antoinette, som var mere end begejstret for at opleve vidunderbarnet med egne øjne. Ifølge overleveringen skal lille Wolfgang efterfølgende have hoppet ned fra klaverstolen og kastet sig i favnen på ærkehertuginden, og spurgt, om hun ville gifte sig med ham.

Det blev han som bekendt ikke. Mozart giftede sig i stedet med sin udlejers datter Constanze Weber, der i øvrigt efter Mozarts død giftede sig med den danske diplomat Georg Nicolaus Nissen. Sammen boede parret fra 1810 til 1820 lige bag Domhuset i København. 

Senere skrev den voksne Mozart musik hurtigere, end kopisterne – dem, der skulle sørge for at afskrive noder til orkestrets musikere – kunne følge med. For eksempel er historien om, hvordan ouverturen til ”Don Giovanni” blev skrevet natten før premieren, mens venner holdt ham vågen med punch, blevet gentaget så ofte, at den næsten er blevet myte. Men den er god nok og passer glimrende ind i billedet af Mozarts musik som livsnødvendighed, skabt i et simpelt åndedrag.

Mozart lever - også på lærredet og i bøgerne

I Peter Shaffers skuespil ”Amadeus” fra 1979 – og ikke mindst i Milos Formans filmatisering fra 1984 – optræder en dramatisk, konfliktsøgende Mozart, set gennem rivalen, den skinsyge, italienske komponist Antonio Salieris jalousifulde blik. Mozart er her både barnlig, genial og provokerende. Det er ikke historisk sandhed i snæver forstand, men Shaffers fortælling sætter ord på den evige, litterære sandhed om, hvordan sprudlende genialitet kan opleves af dem, der står ved siden af.

Også danske Peter Dürrfeld har adskillige gange fortalt historien; historierne om 270-årsfødselaren; både i fagbøger og romaner – og både til børn og voksne.

Og på hylderne med faglitteratur vejer Mozart-biografier af forfattere som H. C. Robbins Landon, Alfred Einstein og Jan Swafford tungt. - Ikke alle findes her i Brønderslev, men vi kan - som altid - hurtigt skaffe dem som fjernlån!

Her møder man Mozart, dybt forankret i oplysningstidens ideer, i det skrøbelige marked for frie kunstnere og i et Europa, hvor musik både var praktisk håndværk og hyldevare og heltigennem hellig højkunst. Og alle steder træder et menneske frem, der kæmpede for anerkendelse, økonomisk frihed og kunstnerisk autonomi. En komponist, der ikke bare skrev smukt, men drevet af en nødvendighed om at skabe.

Måske er det derfor, Mozart bliver ved med at tale til os. Mozarts musik rummer latter, raseri, ømhed og sorg – og ofte det hele på samme tid. Den tager os alvorligt, uden at gøre sig selv højtidelig.

Selv dukker Mozart op igen og igen; som karakter i for eksempel Hermann Hesses roman "Steppeulven" og Peter Dürrfelds "Bravo, Mozart! - en roman i syv satser". Op igennem filmhistorien har musikken ledsaget ikoniske filmscener hos instruktører fra Buñuel ("L'Age d'Or", 1930) til Bo Widerbergs "Elvira Madigan" (Sidstnævnte film - som vi desværre ikke kan skaffe, hverken streaming eller på noget fast medie! - endte i praksis med at lægge navn til selve Mozarts klaverkoncert nr. 21, KV467, som altså vel at mærke blev komponeret 182 år FØR filmen blev lavet!). Også James Bond-filmen "The Spy Who Loved Me" (1977), Stanley Kubricks "Barry Lyndon" (1975), "En verden udenfor" ("The Shawshank Redemption", 1994), "The Big Lebowski" (1998) og mange, mange flere har Mozart i lydsporet. 

Læg hertil både chokoladekugler og -kager, som den runde fødselar ganske givet ville have elsket, hvis han var i dag.

Heldigvis kan vi gå på biblioteket efter bøgerne eller lade en sonate glide ud af højttalerne, og dér møde monumentet, musikmagikeren, mennesket og miraklet Mozart.

Mozart er ikke fortid. Han er nærvær; et lydspor af længsler og kærlighed, håbløshed og udveje, der taler dugfriskt direkte til os, på tværs af århundrederne. Måske er dét lige netop den største gave, et bibliotek kan fejre!

Dyk ned i musikken, mennesket og magien. Nedenfor har vi samlet et udvalg de spor, 270-årsfødselaren Mozart har sat i bibliotekets samling. 

Slut-prut-finale.