18. april 1864: Slaget der ændrede Danmark

”[…] der falder undertiden over tusind skud om dagen fra fjendens side, og det værste er, at vi næsten ikke kan svare igen. Når vi skyder, får vi igen og mange af vores kanoner er gjort ubrugelige.”

Ordene er 162 år gamle og skrevet af den 30-årige møllersøn Niels Chr. Larsen, den 17. april 1864, til sin højgravide kone Inger Marie hjemme på Pilegaardsmøllen ved Hellum. 

Dagen efter døde han på slagmarken ved Slaget ved Dybbøl.

Vigtig Danmarkshistorie – også på afstand

Lørdag den 18. april er det 162 år siden. Men trods afstanden i tid, er det værd at kende til historien, der har defineret meget af den danske, nationale selvforståelse.

Danmark mistede to femtedele af sin samlede størrelse. Indbyggertallet blev reduceret fra 2,6 millioner til 1,6 millioner, hvilket gjorde, at den tilbageværende befolkning var sprogligt og kulturelt langt mere homogen end tidligere. Dermed var grundstenen lagt til den danske nationalstat, vi kender i dag.

Niels Christian i krig 

I efteråret 1863 trak det op til krig. Og fordi han fem år tidligere havde aftjent sin værnepligt ved 22. Regiment, 7. Kompagni i Aalborg, måtte Niels Christian i december forlade den nyforpagtede mølle, sin højgravide kone og sønnen Christian, for at slutte sig til sit gamle regiment som forstærkningsmand i krigen mod Preussen og Østrig, den, der siden blev kendt som Den 2. Slesvigske Krig – eller bare ”Krigen i 1864”.

Stridens kerne

Konflikten med Preussen og Østrig var ikke kun politisk, men i høj grad national: Den handlede om, hvor grænsen mellem dansk og tysk skulle gå – og hvem der havde retten til land, sprog og identitet, og har været med til at definere, hvordan vi – selv i dag, mere end 160 år senere – fortsat ser og definerer os som folk og nation.

Ved Dybbøl havde den danske hær opført en række skanser som forsvarslinje. Stillingen var dog svagere, end man havde håbet. I ugerne op til slaget blev de danske soldater udsat for en voldsom preussisk beskydning med moderne artilleri, som gradvist ødelagde skanserne og gjorde dem næsten umulige at forsvare. Da stormen kom om morgenen den 18. april, var udfaldet derfor i praksis givet. 

Preusserne angreb i samlet styrke, og trods hård modstand blev de danske stillinger hurtigt erobret. På få timer led Danmark et knusende nederlag med store tab af døde, sårede og tilfangetagne.

Museumsinspektør René Rasmussen, Sønderborg Slot, forklarer, hvordan Slaget ved Dybbøl, eeter mere end to måneders belejring, blev ét af de mest afgørende slag i Danmarkshistorien.

Kære Gud, send mig uskadt Hjem

Den 10. april – en lille uge før slaget – skrev Niels Christian til Inger Marie:
 

Skal vi blive her længe, er det nok muligt, at jeg kommer til at trænge til flere penge, om det er der dig muligt at undvære dem, thi jeg kommer snart til at trænge til støvler. Men det ønskeligste var, at jeg snart kunne komme hjem, og vi glade tilsammen kunne glæde os over vore børn, som jeg så tit længes efter at se – din længselsfulde mand …. Niels Larsen

Det sidste brev fra Niels Christian er skrevet, inden han skulle ud på vagt i løbegraven mellem Skanse 1 og 2. Brevet er afsendt den 17. april, dagen før han – og officielt mellem 378 faldne og 645 andre danske, menige soldater blev dræbt, og 1.250 såret:

- Gud har dog indtil denne dag sparet mit liv skønt mange kammerater har vædet jorden med sit blod. Ingen ved, hvilket minut døden kalder os, så snart vi er på Dybbøl. Min bøn lyder, at Gud vil sende mig uskadt Hjem til dig, som jeg tænker så tit på. […] Og dermed vil jeg slutte mit brev med en kærlig hilsen fra mig, din taknemmelige Larsen.

Fællesgrav på toppen af Dybbøl Banke

Hvad der præcis skete Niels Chr. herefter fortaber sig i historiens tåger. Men selvom Inger Marie i årene efter altid lod fordøren stå uløst, så ægtemanden kunne komme hjem, skete det aldrig.

Soldaterkammeraten Søren Jensen Ørnbøl fra Bjergby, nord for Hjørring, der overlevede kampene, har senere forklaret, at han så Niels Chr. falde ved en af de nordlige skanser, hvor der fandtes et moseagtigt morads. Det er det nærmeste, man i dag kan komme Niels Chr. Larsens skæbne. Han nævnes ikke i de officielle tabslister.

Sandheden er sandsynligvis, at de angribende prøjsere begravede de faldne danske soldater i en fælles massegrav sammen med deres egne døde. På toppen af Dybbøl Banke står således en sten ”over 209 faldne danske” – en af dem muligvis vores møller fra Hellum.   

Hjemme i Hellum måtte Inger Marie opgive forpagtningen af møllen, og i stedet - sammen med sønnen Christian og nyfødte Marie – leve af den årlige enkepension på 37 daler, samt 12 daler for hvert barn til det fyldte 15. år.

Danmark redefineret 

Tabet ændrede ikke kun livet i Pilegaardsmøllen. Danmark mistede knap en tredjedel af sit landområde. Nederlaget rystede Danmark dybt, men styrkede samtidig følelsen af et fælles “vi” i en sådan grad, at krigen kom til at stå som en kamp for danskhed. Netop derfor har Dybbøl fået en særlig plads i den nationale hukommelse som både tragedie og samlingspunkt.

Og det er vigtigt at forstå, at hæren ved Dybbøl bestod af almindelige værnepligtige mænd fra hele landet. Også fra Vendsyssel; fra gårde og landsbyer omkring Brønderslev; drog unge mænd i krig. For dem var det ikke storpolitik, men en konkret virkelighed. De forlod hjem, familier og arbejde for at kæmpe i en krig langt mod syd.

Niels Christian og hans kammeraters skæbner fylder - også i litteraturen. Nedenfor finder du både romaner og faglitteratur om Slaget ved Dybbøl, ligesom der både er lavet film og tv-serier om det skælsættende slag.