At genbesøge barndommens bedste bøger er genfortællingen om os selv

Husker du også timerne under dynen på barndomsværelset eller med sofaens uopskårne mekka kradsende på bagsiden af lårene, da du - beredt med saftevand og Mariekiks - lykkeligt overgav dig til Kim, Puk, Troldepus, Peter-Pjusk og alle de andre frydefulde universer.

Man skal altid være varsom med alder, men har du - ligesom jeg - passeret de 50, husker du måske nogle af ovenstående ikoniske børnebogsklassikere. Måske mangler din favorit på listen. Måske den står helt sikkert i magasinet på biblioteket - ellers kan vi skaffe den som fjernlån.

For det er faktisk en oplevelse - på mange års afstand, med livserfaring og voksenforstand, og med den ændrede verden, vi lever i i dag som bagtæppe - at genbesøge barndommens litterære universer.

Jeg har vovet pelsen.

Røveren Runkeldunk 

Allerede som barn elskede jeg biblioteket. Mit første var skolebiblioteket. Brun nålefilt og bøger i lange rækker - med guldskrift på røde pluviusinrygge - på gule stålhylder. Jeg elskede duften og ikke mindst den krævede ro og respekt for bøger og lærdom, som vi jo måtte forstå, var vigtig, når vi trådte ind i lærdommens højborg 

I detaljer husker jeg de ugentlige kampe, som allerede begyndte på vej ud af klasseværelset, når vi tirsdag formiddag havde bibliotekstime. Karsten, Mikkel, Sune, Flemming, Morten L. og Morten R. kæmpede hver gang for at stå forrest i rækken. Det samme gjorde Claus, Rasmus, Jakob og jeg selv - og sikkert også nogle af klassens piger (men dem havde jeg, i 3.-4.-klasse, endnu ikke meget blik for ...). Alle ville gå forrest og dermed have chancen for at få én bestemt bog med hjem: "Røveren Runkeldunk" af Otfried Preussler. 

Der er tre bind i serien: 

Jeg husker alle tre som gode, men langt mere og endnu vigtigere end det: De var de absolut mest eftertragtede bøger på Stolpedalsskolens bibliotek, i hvert fald blandt drengene i 3.A, i begyndelsen af 1982.
 

Den sympatiske skurk og de voksnes normer

Seriens tre bøger var de fulde af drama og højspændt dramatik. Nok var hovedpersonen småkriminel skurk, men han havde alligevel vores fulde opmærksomhed og sympati - sådan Egon Olsen-agtigt - når han overtrådte normer og vedtagne regler, og lod sig fire ned gennem skorstene, for at gemme sig i et mørkt, tilsodet køkken eller forklædte sig som sit modstykke, den joviale betjent, og dermed tilnarrede sig adgang til at tage for sig af livets herligheder.

I dag husker jeg faktisk meget få af historiernes detaljer. Til gengæld erindrer jeg kapløbene på linoleumsgangene for at komme først i køen til at låne et af bibliotekets alt for få eksemplarer. Jeg husker bøgernes status, nærmest som vandrepokaler, man med hurtighed og snedighed - og indimellem grov frækhed (som dengang Mikkel rev første bind ud af mit faste greb. Det har tilgav jeg ham aldrig) - gjorde sig fortjent til. Og løb en anden med sejren, måtte man tage til takke med "Lange Jan", "Troldepus" eller en simpel Ole Lund Kirkegaard-bog. - Bevares, de er da glimrende, men jo det rene vand i sammenligning med Røveren Runkeldunk.
 

Genvisit hos barndommens bøger 

Men måske var det slet ikke selve bøgerne, det i virkeligheden handlede om. Måske var de blot et lod i det store lotteri om en del i fællesskabet? I kampen om Runkeldunk lærte vi at kæmpe og sejre. Vi forberedte os på at modstå nederlag og misundelse, og til pænt at vente til næste tirsdag, hvor en ny chance for at få Røveren med hjem i skoletasken stod på skoleskemaet.

I dag er jeg 52. Og i mere end 20 år, har jeg aktivt været på jag efter et antikvariske eksemplarer af bøgerne om Røveren Runkeldunk, der for længst er udgået af tryk. 

Det er jeg tydeligvis ikke ene om. Karsten, Mikkel, Sune, Flemming, Morten og Morten har det tydeligvis på samme måde.

Måske mange af os - her midt i livet - mærker den snigende, nostalgiske trang til at genbesøge dét, vi kom fra; dét, vi troede på; dét, vi er gjort af? Jeg tror det. I hvert fald står Otfried Preusslers bøger om Runkeldunk yderst sjældent på antikvariaternes hylder, og når de endelig dukker op, koster de korte børnebøger flere hundrede kroner stykket!

Heldigvis er hele serien i magasinet på biblioteket. Og her står de ikke alene. Her står også bøgerne om "Troldepus", "Peter Pjusk", Jan-bøgerne, Flemming-bøgerne, "Paw i urskoven", Lisbeth Werners ikoniske serie om den forkældede københavnrtpige Puk, Enid Blytons "De 5", for blot at nævne nogle ... gå selv på jagt i søgefunktionen her på siden.  

Gen-fortællingen om os selv

Men tør man? bør man? overhovedet genbesøge barn- og ungdommens største læseoplevelser? Der er jo ofte en risiko for, at de ikke står mål med erindringens poesi og glorificering, farvet af af årtiers livserfaring og voksenverdenens konsekvente indhug på barndommens uskyld og naivitet ... 

Men for nylig genlæste Ole Lund Kirkegaards "Gummi-Tarzan", der er omtrent lige så gammel som jeg selv. Og læseoplevelsen blev på mange måder en genopdagelse af mig selv. For jeg så ikke kun bogen med andre, voksne øjne. jeg så også mig selv — både som det barn, jeg var, og den forælder, jeg er blevet. Jeg mærkede den vemodige varme, da jeg indså, hvor meget mit eget børnesyn er blevet formet af netop bøger som Gummi-Tarzan, Peter Pjusk, De 5 og Røveren Runkeldunk; og hele Astrid Lindgren-universet, ikke at forglemme.

Og jeg tror stadig på, at børn først og fremmest skal tages alvorligt; og at humor og alvor faktisk kan eksistere side om side.

Måske er det derfor, jeg trygt vender tilbage til barndommens bøger; ikke for at genopleve noget, men for at forstå det. For at mærke forbindelsen mellem dengang og nu. For at se, hvordan jeg selv har forandret mig.

Hvilke er dine klassikere? Tør du genbesøge dem og måske dig selv? - Står de ikke stadig på din egen reol, kan du finde dem på biblioteket. 

Flere børnebogsserier fra magasinet