50 år med fugleklatter og livsvisdom

Skal jeg? Eller skal jeg ikke; genlæse den slidte børnebog, der siden begyndelsen af 1980’erne har fulgt med fra børneværelset til ungdomshyblen, videre til studielejligheden; og dag stadig står mellem striben af bøger, jeg ikke nænner at kassere, fordi de på en eller anden måde har sat stærke spor – og det kunne jo ske, at jeg engang igen fik lyst til at den …

Ryggen er slidt, forsiden orange og nusset: 'Gummi-Tarzan', fortalt og tegnet af Ole Lund Kirkegaard, fylder i denne måned – oktober 2025 – 50 år! - Ja, du læste rigtigt: Slapsvansen Ivan Olsen, med muskler, der ikke er større end fugleklatter, kom til verden en kølig oktoberdag i 1975.
 

Barndommens boghit banker på   

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg med fryd læste bogen, med lommelygten tændt under dynen, og hvordan jeg grinede højt af Ivans uheld og af de skøre voksne, der virkede så urimelige i stort set alt, de sagde og foretog sig. 

Det var første gang, jeg læste en bog, der var skrevet, så den passede perfekt i mit og mine kammeraters perspektiv og forståelse af verden omkring os.

Men kan den holde til endnu en tur i manegen? Kan den læses; denne gang ikke af Hans, 10 år, men af Hans, 52 år!? Der er jo altid en risiko for, at dét, man elskede som barn, mister sin magi, når man ser det med voksne øjne. Verdens alvorlige realiteter kan så let overdøve eventyret.

Men allerede efter få sider skete noget mærkeligt: Jeg blev både barn og voksen på én gang. På den ene side foldede dortællingen sig ud, præcis som jeg huskede den — enkel, humoristisk og ubarmhjertigt rå — men samtidig fik jeg øje på underliggende lag og pointer, jeg ikke havde lagt mærke til før.

Befrielsen 

Som barn oplevede jeg Gummi-Tarzan som en befrielseshistorie: Ivan var helten, som endelig fik lov til at være god til noget. Han var den lille mod verden, og hans triumf, da ønsket om at blive stærk endelig går i opfyldelse, føltes som retfærdighedens nødvendige sejr, det godes overhånd mod al verdens ondskab. Intet mindre! Det var livsmod og -kraft i form af en bittersød, litterær maggiterning. Den smagte godt og stærkt og overdøvede meget af det andet, jeg læste dengang. 

Fra søn til far

Børn forstår intuitivt uretfærdighed. Det er en del af at vokse op. Som børn, ved vi jo, hvordan det føles at blive talt ned til, blive misforstået, føle sig utilstrækkelig. Vi har alle prøvet det.

I den forstand var Ole Lund Kirkegaard ubetinget på børnenes side — han gav os et sprog for den magtesløshed, der i medgift fulgte med det at vokse op i 70’erne og 80’erne. Men som voksen ser jeg noget andet. 

I dag ser jeg en dreng, der lever i et hjem, hvor kærligheden er betinget af præstation. Ivans far – som jeg dengang syntes var sjovt dum, fremstår nu som et tragisk billede på en generation af fædre, der troede, de kunne gøre deres sønner stærke ved at gøre dem hårde. Dét, der dengang virkede som en karikatur, føles nu som en besk social kommentar, i en tid, hvor børn blev set som projekter, der skulle formes, snarere end mennesker, der skulle forstås. Og det vel at mærke på trods af hele bogens joviale grundpræmis; at der jo altid er noget, man er god til – man skal bare finde ud af hvad.

Men forleden læste jeg Gummi-Tarzan som udtryk for skred i børnesyn. Forleden var fokus flyttet til, hvor lidt, der egentlig skal til for at gøre et barn lykkeligt: Et anerkendende blik. Et “du er god nok, som du er.”

Måske er det bare sådan selv at være blevet far!?  

Det var skolelæreren, der blev forfatter, Ole Lund Kirkegaard, også; til to piger. Og det kirkegaardske univers er fyldt med små outsidere: Børn, der falder udenfor, men som finder styrke i fantasien. Og det er netop fantasien, der i sidste ende redder Ivan; ikke musklerne. Dén sandhed tydeligere og tydeligere med alderen: Vi voksne, der tror, vi kan tvinge børn til at blive stærke, ender typisk med at gøre dem bange.

Gen-fortællingen om mig selv

At genlæse Gummi-Tarzan som voksen blev på den måde en genopdagelse af mig selv. Jeg så ikke kun bogen med nye øjne, men også mig selv — både det barn, jeg var, og den forælder, jeg er blevet.

Jeg mærkede den vemodige varme, da jeg indså, hvor meget mit eget børnesyn er blevet formet af netop bøger som Gummi-Tarzan, Lille Virgil, Albert, Orla Frøsnapper, Røveren Runkeldunk; og hele Astrid Lindgren-universet, ikke at forglemme.

Jeg tror stadig på, at børn først og fremmest skal tages alvorligt; og at humor og alvor faktisk kan eksistere side om side.

Måske er det derfor, jeg trygt vender tilbage til barndommens bøger; ikke for at genopleve noget, men for at forstå det. For at mærke forbindelsen mellem dengang og nu. For at se, hvordan jeg selv har forandret mig.