80 År i Sort – Onkel Danny Går Stadig Gennem Byen Klokken 03.17
19. marts ville Dan Turèll være fyldt 80. Og havde han været her, havde han formodentlig stadig været sortklædt, stadig lige storbyforelsket og stadig på evig jagt efter nattens sidste åbne kiosk. Vi fejrer Onkel Danny med jazz i blodet, ord i lommen og et kærligt blik på byen, der aldrig holdt op med at gå gennem ham.
Af Hans Wendelboe Hviid Skov Bøcher
I anledning af, at Dan Turèll den 19. marts ville være fyldt 80 år, har vi valgt at gøre det eneste rigtige, nemlig at lade ham selv få ordet. For hvem kunne bedre fortælle om Onkel Danny, end manden, der gjorde hverdagen poetisk, natten beboelig og København udødelig i sort blæk?
Nedenfor taler stemmen, rytmen og selvironien – i en fingeret, ja, men kærlig hilsen fra biblioteket til en forfatter, der alligevel aldrig helt har forladt det sidste værtshus.
Hvis jeg havde haft den gode smag at blive hængende i kroppen lidt længere, så ville jeg om lidt have kunnet stille mig op på bardisken et eller andet sted i Vangede eller et andet sted i provinsen og råbe: 80 år, mine damer og herrer – og stadig sort neglelak i sjælen.
Jeg hedder Dan Turèll. Nogle kaldte mig Onkel Danny. Andre kaldte mig noget værre, men det var som regel, når jeg havde lånt penge eller ord, eller begge dele. Jeg blev født i Vangede, som dengang ikke anede, at det husede en kommende 80-årig klassiker med hang til storbyens puls og døgnkiosker med eksistentialistisk belysning.
80 år. Det klinger som en kommunal fejring af et eller andet mindre vigtigt. Jeg foretrækker at tænke på det som 80 kapitler i en bog, der lugter af kaffe, tryksværte og en indgroet røg fra tynde cigaretter.
Jeg ville nok have fejret det med en sort-hvid drink – halvt nat, halvt neon – og ladet en saxofon spille et citat fra Charlie Parker, mens jeg citerede mig selv, for man skal jo støtte danske forfattere.
Jeg skrev om mord, fordi forbrydelser er nemmere at opklare end mennesker. Min journalist fra Mord-serien travede Hovedstaden tyndere, end jeg selv gjorde. Byen var min medforfatter. Den lugtede af regn og frihed. Og hvinede som en bus, der bremser hårdt ved Nørreport. Den så ud som kærlighed klokken 03.17.
Jeg ville have sagt, at 80 ikke er nogen alder. Det er bare 20 med fire gange så mange erfaringer og væsentligt dårligere knæ. Men heldigvis kræver skrivning hverken gode knæ eller sund fornuft – kun stædighed og en god portion kærlighed til verden, også når verden ikke gengælder det.
På biblioteket står mine bøger med ranke rykke på lige hylder. Der står de og ligner litteratur. Det har altid moret mig. For jeg skrev dem ikke for at ligne litteratur. Jeg skrev dem, fordi ordene bankede på som utålmodige gæster, og fordi verden var for mærkelig til at blive ignoreret.
Så hvis du den 19. marts går forbi en reol og ser mit navn, så send mig en tanke. Ikke en højtidelig én. Ikke en med violiner. Send mig en tanke med fodsåler, der går gennem byen. En tanke med jazz i lommen og nysgerrighed i blikket.
80 år. Det er måske bare et tal.
Men tallene kan også digte.
Dan Turèll (1946–1993) var en af Danmarks mest alsidige forfattere, med et omfattende og genreoverskridende forfatterskab.
Han debuterede som modernistisk digter, men nåede bredt ud med sine populære krimier, især Mord-serien fra København, hvoraf flere titler blev filmatiseret. Derudover skrev han lyrik, essays, journalistik, erindringer, børnebøger og radiotekster. Hans værker forener hverdagsrealisme, samfundssatire og storbyens puls med en klar, mundtlig tone.
Find selv mere Turéll, hvis du tør.
