Foto af Albert Østergaard med kontrabas og strik
Voksne

Bær dine fejl: Et musikalsk strikkeshow

Tid
19:30 - 21:30
Pris
Billet: 100 DKK
Sted
Brønderslev Bibliotek
P N Jensens Plads 5
9700 Brønderslev
Musik, strik og modet til at være sårbar – en aften med Albert Reinholdt Østergaard

Fat strikketøjet, smør stemmebåndet og vær klar til at høre humoristiske røverhistorier og en rørende hyldest til skrøbeligheden. Vi garanterer, at du får en særlig aften i selskab med den prisbelønnede bassist, komponist og strikkedesigner Albert Reinholdt Østergaard.

Med udgangspunkt i sin egen historie bringer Albert Reinholdt Østergaard temaer som mobning og selvværd op. Han fortæller om de helende kræfter strikken har haft for ham, og hvordan han både ser klare ligheder og afgørende forskelle mellem det at spille musik og strikke. Han strikker jazzens frie ånd ind i sine trøjer – et koncept, han kalder improvisationsstrik.

Albert Reinholdt Østergaard har sin trofaste ven, kontrabassen Ælse, med på scenen. Foredraget er nemlig krydret med fællessang, så de kulørte historier om f.eks. at strikke på cubanske danseklubber bliver bragt til live gennem musikken.

Uanset om du strikker eller ej – eller er vild med jazz – får du denne aften en både underholdende og dybt personlig fortælling om den sårbarhed og de fejl, vi alle bærer og bør omfavne.

Albert Reinholdt Østergaard har spillet med store navne som trommeslageren Ed Thigpen, saxofonisten Bob Mintzer og bassisten Hugo Rasmussen. Albert har studeret på Cuba og rejst, turneret og indspillet i Brasilien, Italien, Spanien, Baltikum og selvfølgelig Danmark.

Som bare 24-årig fik Albert prisen som Årets Nordjyske Jazznavn i 2018. Men han begyndte også allerede at spille bas og komponere musik, da han var 11-12 år. I 2023 udgav han sin debut EP Comfortable Crisis, hvorpå han selv spiller langt størstedelen af instrumenterne hørt. Herunder guitar, el- og kontrabas, cello, mandolin, perkussion og mere. 

Albert har siden 2015 designet trøjer i samarbejde og for Marianne Isager, og har medvirket i mange forskellige strikkeaktiviteter i både voksen- og børnehøjde, der spænder fra både begynderstrikkekurser, kollektivt skabt strikkeinstallationskunst til hans populære strikkefortælling Bær Dine Fejl. Efter at have været med i podcasten Mens Vi Strikker, har Albert optrådt med damerne derfra til blandt andet deres juleshow i december 2024. 

Har du spørgsmål til dette arrangement, er du velkommen til at kontakte Dorthe Gaardboe på mail dorthe.gaardboe@99454545.dk