For alle

Håndskreven H.C. Andersen bliver digital og online tilgængelig

Det Kgl. Biblioteks konservatorer, forskere og digitaliseringseksperter arbejder lige nu for at åbne en skattekiste af hidtil utilgængeligt materiale og samtidig sikre, at det bevares for fremtidige generationer.

Af Hans Wendelboe Hviid Skov Bøcher

Nærbillede af hænder, der nænsomt med en skalpel undersøger og konserverer et af H. C. Andersens originalmanuskripter.
Foto: Det Kgl. Bibliotek
Nærbillede af hænder, der nænsomt med en børste rengør og undersøger og konserverer et af H. C. Andersens originalmanuskripter.
Foto: Det Kgl. Bibliotek

Et andet sted i biblioteksdanmark er vores gode kolleger netop nu i gang med at digitalisere tusindvis af materialer fra H.C. Andersen – fra manuskripter, dagbøger, almanakker og breve til genstande, der bærer Andersens håndskrift.

Det Kgl. Bibliotek har verdens største samling af håndskrifter og breve fra H.C. Andersen. Og nu skal alt digitaliseres, så det bliver tilgængeligt for dig og mig. Derfor vurderer konservatorer i bevaringsafdelingen hvert enkelt håndskrifts tilstand og behov for konservering, inden det sendes videre til digitalisering.

Projektet, der er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond, åbner en skattekiste af hidtil utilgængeligt materiale, og sikrer samtidig, at det bevares for fremtidige generationer.

Læs HCA allerede nu

Imens vi venter på at få adgang til de digitaliserede håndskrifter, kan du boltre dig i Brønderslev Biblioteks om end noget mere ydmyge samling af eventyrdigteren og skuespilforfatteren, ophavsmanden til romaner, digte, dagbøger, decoupager og delikate papirklip, H. C. Andersens.