Hvad sker der med et samfund, hvis nogen begynder at bestemme, hvilke bøger vi må læse – og hvilke vi ikke må? Det stiller vi skarpt på i oktober, hvor en række arrangementer sætter fokus på forbudte bøger, censur og den frie adgang til litteratur.
En bog fylder ikke nødvendigvis meget. Et par hundrede sider papir, der kan ligge i en taske eller på et natbord. Men op gennem historien har bøger vist sig at kunne være alt andet end ufarlige. De kan udfordre magthavere, religioner og moral. De kan give stemme til mennesker, som nogen helst var fri for at høre. Og de kan få os til at stille spørgsmål.
Derfor er bøger blevet forbudt, beslaglagt og brændt. I 1930’ernes Tyskland blev bøger af blandt andre Sigmund Freud, Erich Kästner og Erich Maria Remarque kastet på nazisternes bogbål i Berlin. I Sovjetunionen blev litteratur censureret, forfattere forfulgt og tekster omskrevet.
Men også i dag forsøges bøger fjernet fra biblioteker og skoler forskellige steder i verden. Blandt andet i USA har bibliotekarer og skolebiblioteker de senere år oplevet antal krav om at fjerne bestemte bøger fra hylderne. Det gælder typisk litteratur om køn, seksualitet, identitet, racisme og vanskelige historiske emner.
Diskussionerne rejser et grundlæggende spørgsmål, forklarer kulturformidler på Brønderslev Bibliotek, Hans Wendelboe Bøcher: - For, hvem bestemmer, hvilke historier vi må møde?
Film og forbudte bøger i Kulturnatten
På biblioteket kan du, spredt rundt om på bibliotekets hylder, finde nogle af svarene. Vi har vi stukket gule sedler i bøger, som et eller andet sted i verden, på et eller andet tidspunkt, er blevet forbudt eller forsøgt fjernet. Det gælder både klassikere og nyere litteratur – fra ”Frankenstein” til ”Fifty Shades” og ”Find Holger”.
Uge 43 - 5.-12. oktober - sætter Danmarks biblioteker i samarbejde med DanskPEN fokus på det vigtige emne.
Men allerede under Kulturnatten i Brønderslev - fredag den 2. oktober - varmer vi op i Brønderslev:
Der bliver også mulighed for at høre om danske forbudte bøger i bogcaféen ”Frit land”, med bibliotekarerne Tine Eggertsen og Kirstine Grøngaard.
Og senere på aftenen kan voksne læne sig tilbage og opleve ”Forbudt godnatlæsning”, når Tine Eggertsen og bibliotekets souchef, bibliotekar Ida Maagaard Jensen øser af lutter, lovlig, lummer lekture …
I udlånet er der til lejligheden indrettet en biograf, der viser korte film og interviews, der hver især sætter spot på en "forbudt" titel og konsekvenser af forbud og begrænsninger.
Samtale med Jan Pêt Khorto
Og mandag den 5. oktober, kl. 16, kan man opleve den herboende syrisk-kurdiske forfatter, digter og tidligere journalist Jan Pêt Khorto i samtale med bibliotekar Tine Eggertsen.
Khortos egne digtsamlinger er forbudt i Syrien, hvor han blev fængslet på grund af sit litterære, journalistiske og politiske engagement. Samtalen, der foregår i udlånet, handler dermed ikke kun om tørre, historiske eksempler på censur, men om, hvad det menneskeligt – fysisk og psykisk – betyder for et menneske, når ordene ikke længere må siges højt. Men også om, hvorfor og hvordan litteratur kan blive et sted for modstand, erindring og frihed.
Midt i ugen, onsdag den 8. oktober, fortsætter temaet med ”Det Hemmelige Selskab for Historie”, der går undercover som ytringsfrihedens forsvarere. Denne gang er det satireforsker Dennis Meyhoff Brink, der dykker ned i emnet.
Alle arrangementerne er gratis. Dog kræves gratis reservation, via bibliotekets hjemmeside, til Det Hemmelige Selskab for Historie og samtalen med Jan Pêt Khorto.
Fri adgang er ikke en selvfølge
- For biblioteket handler temaet ikke om, at alle skal være enige om alle bøger. Tværtimod. Det handler om at insistere på, at vi selv skal have mulighed for at læse, undersøge og tage stilling, påpeger Hans Wendelboe Bøcher.
- Et bibliotek må aldrig blive et sted, hvor vi kun finder bøger, vi allerede er enige med. Det skal også være et sted, hvor vi møder tanker, erfaringer og perspektiver, der udfordrer og provokerer os. For et frit samfund er ikke et samfund, hvor vi kun læser det, vi allerede mener. Det er et samfund, hvor vi har frihed til at læse, undersøge – og selv tage stilling. Derfor er bøgerne stadig på hylderne. Også de besværlige. Også de provokerende. Også dem, nogen helst ville have fjernet, forklarer Hans Wendelboe Bøcher, inden han sætter trumf på:
- Et frit samfund er ikke et samfund uden uenighed. Det er et samfund, hvor vi har frihed til at møde tankerne – også de besværlige – og selv tage stilling.
I oktober inviterer Brønderslev Bibliotek til at læse med – og til at tænke over, hvorfor den frihed er værd at passe på.