Voksne

Når smitten går ombord

Indimellem matcher virkeligheden selv det værste mareridt: Tre er døde af hantavirus på krydstogtskibet MV Hondius. Vi har fundet de skrækkeligste bøger, der går direkte i blodet.

Af Hans Wendelboe Hviid Skov Bøcher

Tags

Forside Krimi
Luksuskrydstogtskib med swimmingpools, men dækket af rødt blod.

Der findes få steder, der virker mere trygge end et moderne krydstogtskib. Alt er kontrolleret: Klimaet, maden, rengøringen, underholdningen. Et flydende minisamfund omgivet af hav. Men netop derfor fungerer de store luksusskibe også som perfekt kulisse for dommedagsscenarier med sygdomme, isolation og frygt, som stærke ingredienser.

For når mennesker lever tæt sammen i dage eller uger, kan virus sprede sig med foruroligende hast. Verden har allerede set eksempler på, hvordan smitte kan forvandle luksusrejser til mareridt. Netop nu sejler det hollandske krydstogtskib MV Hondius rundt med 150 passagerer og en potentiel dødelig virus; hantavirus ombord. Tre personer er allerede døde.
 

Det går i blodet - både virus og frygt

Hantavirus er en sjælden, men alvorlig virussygdom, som primært smitter gennem kontakt med urin, afføring eller spyt fra inficerede gnavere. I nogle tilfælde kan mennesker blive smittet ved at indånde støvpartikler fra tørrede ekskrementer.

Sygdommen kan begynde uskyldigt med feber, muskelsmerter og træthed. Men i alvorlige tilfælde udvikler patienten hurtigt livstruende vejrtrækningsproblemer eller nyresvigt. Netop den pludselige overgang fra almindelig influenzalignende symptomer til katastrofe har gjort hantavirus og lignende vira til et tilbagevendende motiv i spændingslitteraturen.

Og sat i scene på et krydstogtskib, er frygten næsten lige så farlig som selve sygdommen: Forestil dig rygtet sprede sig fra kahyt til kahyt: En passager er blevet isoleret. Flere hoster. Besætningen bærer masker. Havnen nægter skibet adgang. Det er ikke svært at forstå, hvorfor forfattere elsker den slags scenarier.

Farligt fængende epidemier

Virusfortællinger rammer noget grundlæggende menneskeligt. Vi kan låse døre mod indbrudstyve. Vi kan flygte fra storme. Men sygdom følger med os overalt — ofte usynlig, tavs og uden ansigt. På et krydstogtskib bliver den frygt ekstra intens. Havet omkring passagererne bliver en mur. Isolationen total.

Derfor fungerer epidemier så godt i krimier og spændingsromaner: De tvinger mennesker til at vise, hvem de virkelig er under pres. Hvem hjælper andre? Hvem skjuler sandheden? Og hvem overlever?

Så, hvis du er fascineret af medicinske mysterier, pandemier, biologiske katastrofer og intense thrillere, kan biblioteket hjælpe dig videre ind i litteraturens mørkeste smittezoner.

Vil du hellere have en vaccine mod ondskaben, har vi bøger mindst lige så mange bøger med evigt solskin, kærlighed og endeløse romancer. 

Litteraturen har det hele.