For alle

UGE 17: Brønderslev Bibliotek fejrer verdensmål, bæredygtighed og ny certificering

Brønderslev Bibliotek markerer starten på UGE 17 – borgernes verdensmålsuge – med plantebytte, fernisering, grønne initiativer og fejring af, at biblioteket netop er blevet verdensmålscertificeret.

Af Jonas Nørgaard

Når UGE 17 går i gang, sætter biblioteker over hele landet fokus på FN’s verdensmål og en mere bæredygtig hverdag. Det markerer Brønderslev Bibliotek med en festlig dag, hvor borgere kan lade sig inspirere, bytte planter og fejre både fællesskab og grøn omstilling.

Der er nemlig flere gode nyheder at fejre. Dels åbner udstillingen “Papirklip”, som er skabt i samarbejde med lokale borgere og institutioner, og dels markeres det, at Brønderslev Bibliotek nu er blevet verdensmålscertificeret.

Verdensmålscertificeringen er udviklet i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening og 20 pilotbiblioteker. Ordningen startede som et pilotprojekt med støtte fra TrygFonden og Spar Nord Fonden og varetages i dag af Chora2030 som en del af netværket DB2030.

“Verdensmålscertificeringen er en anerkendelse af det arbejde, vi allerede gør – og en forpligtelse til at arbejde endnu mere målrettet med bæredygtighed og verdensmål sammen med borgerne,” siger kulturformidler Rikke Ejlertsen.

Grøn væg, plantotek og frøbibliotek

I forbindelse med fejringen klippes snoren også til bibliotekets nye grønne væg, som formidler bibliotekets og kommunens arbejde med verdensmål og den grønne omstilling.

Her åbner samtidig bibliotekets nye Plantotek, hvor borgere kan bytte planter eller dele stiklinger med hinanden. Derudover kan besøgende kigge forbi bibliotekets frøbibliotek, hvis de har frø til overs – eller mangler lidt til haven.

“Vi vil gerne skabe rammer, hvor bæredygtighed bliver konkret og noget, man kan være fælles om. Plantoteket og frøbiblioteket er gode eksempler på, hvordan små handlinger kan gøre en forskel,” siger Kristina Elmo Lundbye.

Biblioteket byder på kaffe, saft og kage i forbindelse med fejringen, og alle er velkomne til at deltage d. 20. April kl.10:00.

 

Hold øje med vores mange arrangementer i uge 17