Får vi mon flere danske Oscar-film på listen?
Natten til den 16. marts er flere danske film med i kampen om en 34,29 cm. høj og 3,9 kg. forgyldt britanniumstatuette. Læs og se de tidligere vindere.
Af Hans Wendelboe Hviid Skov Bøcher
Traditionen tro kan flere Oscars ende på danske hænder, der de eftertragtede statuetter for 98. gang uddeles natten mellem den 15. og 16. marts 2026.
Blandt anndet kan den dansk-producerede "Mr. Nobody against Putin" vinde en Oscar for bedste dokumentarfilm. Den danske filmfotograf Dan Laustsen er for tredje gang nomineret, denne gang for filmen "Frankenstein". Og så er den dansk-norske instruktør Joachim Triers film "Sentimental value" er nominerert i flere kategorier, blandt andet bedste film og bedste instruktør.
Alle gode gange fem
Danmark har været nomineret tretten gange til den eftertragtede Oscar for ”Bedste ikke-engelsksprogede film”, en kategori, der første gang blev brugt i 1947 – i øvrigt mens den danske Hollywoodskuespiller Jean Hersholt var formand for Oscar-akademiet, men det er en helt anden historie ... Fire gange har vi vundet!
Første gang var i 1988, hvor vinderen var Gabriel Axels filmatisering af Karen Blixens novelle, ”Babettes Gæstebud” (1958).
Året efter, i 1988, gik Prisen til en dansk filmatiseret klassiker, nemlig Bille Augusts filmudgave af Martin Andersen Nexøs ”Pelle Erobreren” (1906–10).
Herefter skulle der gå mere end 20 år, før prisen igen kom på danske hænder; denne gang for Susanne Biers ”Hævnen”, med manuskript af Anders Thomas Jensen (ham vender vi i øvrigt tilbage til om lidt …). Hævnen vandt også en Golden Globe for bedste udenlandske film.
Senest har Thomas Vinterberg – ham med ”Festen” – i 2021 sikret en dansk Oscar for filmen ”Druk”. Thomas Vinterberg var også selv nomineret til en Oscar som ”Bedste instruktør”. Denne Oscar gik dog til Chloé Zhao for filmen ”Nomadland”.
Med fire Oscars ligger Danmark sammen md Spanien på en delt fjerdeplads på listen over lande, der har vundet prisen flest gange. I top ligger Italien med 14 film, Frankrig 12 og Japan med fem.
Ikke kun spillefilm
Men det er ikke kun prisen for ”Bedste ikke-engelsksprogede film”, der i denne sammenhæng er værd at bemærke; også i kategorien ”Bedste kortfilm” kan Danmark bryste sig af flere Oscars.
Og det er her, vi igen finder Anders Thomas Jensen, denne gang som instruktør. I 1997 var hans (”Ernst og lyset”) nomineret, og to år senere, i 1999, vandt han med kortfilmen ”Valgaften”.
I 2003 løb kortfilmen ”Der er en yndig mand”, instrueret af Martin Strange-Hansen med prisen. Det samme gjorde ”De nye lejere”, instrueret af Joachim Back, i 2010 og ”Helium” (2014) af Anders Walter (i øvrigt med manuskript af, ja, Anders Thomas Jensen).
Men i virkeligheden er listen over Oscar-vindere med dansk baggrund meget længere, end "bare" "Bedste ikke-engelsksprogede spillefilm" og "Bedste kortfilm". Tidligere har danske filmfolk været på scenen for at modtage Oscars for bl.a. animation, interiørdekoration og sågar et par Æres-Oscars.