Karin Heurlin

Et foredrag om at skrive om det helt almindelige liv. Og det helt almindelige parforhold. Der sker nemlig så meget mellem to mennesker, der står ved den samme opvaskemaskine.
Date
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Billet: 85 DKK
Adresse

P. N. Jensens Plads 5
9700 Brønderslev
Danmark

Karin Heurlins foredrag giver både grin og klumper i halsen. Og bagefter får publikum ofte noget at tale om, når de kommer hjem til deres egen opvaskemaskine.

Karin Heurlins romaner handler om mennesker, hverdage, livskriser, lykke og lokalsamfund i midten. Om hvide HTH køkkener med køleskabslågen fuld af skolefotos fra den store pakke, fordi ingen vover at sætte kryds ved den lille. Om lasagne, død, brunsvigere, kærlighed, friske spidskålssalter, skilsmisser, venskaber og teenagebørn, som man elsker og ikke forstår.

Både som forfatter og foredragsholder giver Karin Heurlin lyset til den nære historie og den helt almindelige kærlighed, der ikke er lyserød. Og humoren er altid med i hendes fortællinger. Det er nemlig sådan, hun tør nærme sig det smertefulde.

Karin Heurlin er journalist og forfatter og har udgivet seks romaner og tre børnebøger. Og senest den meget personlige bog ”Alt det, jeg glemte at huske.” En bog, som hun skrev, mens hun var sygemeldt med stress. Og en bog, som slet ikke var tænkt som noget, der skulle udgives. Men det blev den alligevel. Ikke fordi Karins historie med stress var noget særligt. Men fordi den var så utrolig almindelig.

 Alle hendes historier handler om mennesker fulde af fejl og mangler, og det er derfor, de er så lette at genkende. Og holde af.

Karin vil undervejs i foredraget læse uddrag fra sine romaner, og hun vil også give bidder fra sin egen personlige historie. Både de små, menneskelige fejltrin, og de større huller med skilsmisse og stress. Selv er hun nemlig overbevist om, at det er, når vi deler, at vi nærmer os hinanden. Hun er for øvrigt også overbevist om, at de store huller i sidste ende ofte giver et løft, fordi man ser overraskende klart i mørke. Og når man kravler op igen, ender man tit et bedre sted end før.

Relateret indhold