Nyheder

Når litteraturen får verdens største scene

Vi varmer op til torsdagens uddeling af Nobelprisen i litteratur. Hvilke andre nobelpristagere litteratur kender du?

Af Hans Wendelboe Hviid Skov Bøcher

Nobelmedaljen holdes med handsker.
Foto: Clément Morin, Nobel Prize Outreach

Først lidt efter kl. 13:00, torsdag den 8. oktober, ved vi, hvem der modtager Nobelprisen i litteratur 2026. 

En pris til mere end en forfatter

Oprindeligt var Nobelprisen i litteratur tiltænkt en forfatter, der i det forgangne år havde fået udgivet et markant værk. Men i mange år har der været tradition for at uddele prisen for et livsværk og ikke et blot enkelt værk. Dermed handler Nobelprisen i litteratur nok om en enkelt forfatter, men endnu mere om, hvad ord og litteraturen egentlig kan?

Et raskt svar kunne lyde, at den - for en stund - kan få os til at se verden gennem et andet menneskes øjne. Den kan give sprog til det, vi selv har svært ved  at formulere. Den kan udfordre vores forestillinger, gøre os klogere på andre mennesker. Den kan underholde og provokere os. Den kan få os til at grine, græde eller lukke bogen og stirre ud i luften et øjeblik, mens verden omkring os, for evigt, er en lille smule forandret.

Det er dét, Nobelprisen i litteratur minder os om; at litteratur ikke bare er noget, man læser! Litteratur er noget, der kan forandre den måde, vi ser verden på.
 

Fra Johannes V. Jensens intellekt til Pontoppidans autencitet

Danmark har tre gange haft en forfatter på toppen af Nobelpodiet. i 1944 - mens Anden Verdenskrig endnu lagde et tungt tæppe over hele verden - modtog Johannes V. Jensen Nobelprisen i litteratur for det, Nobelkomitéen beskrev som "den sjældne kraft og frodighed" i hans digterfantasi "kombineret med vidt favnende intellektuel nysgerrighed og en dristig og frisk kreativ stil".

Johannes V. Jensen skrev både romaner, digte, essays, artikler og rejsebeskrivelser. Han er blandt andet kendt for 'Himmerlandshistorier', det store værk 'Den lange rejse' og hovedværket 'Kongens Fald', der ved en læserafstemning i 1999, i dagbladene Politiken og Berlingske, blev kåret til 'Århndredets roman"! Hans forfatterskab bevæger sig mellem litteratur, historie, naturvidenskab, rejser og tanker om menneskets udvikling.

Og tilbage i 1917 - mens Første Verdenskrig rasede - delte Henrik Pontoppidan æren med kollegaen Karl Gjellerup.

Pontoppidan modtog prisen for sine "autentiske beskrivelser af dagligliv i Danmark", mens Gjellerup - der boede i Tyskland og skrev på tysk! - modtog sin som anerkendelse for sin "varierede og rige poesi, som er inspireret af høje idealer". 

Det var i øvrigt oprindeligt besluttet, at prisen i 1917 skulle gå Jakob Knudsen og Karl Gjellerup. Det blev dog forhindret af, at Jakob Knudsen døde, inden prisuddelingen. Pontoppidan kom således med på et afbud.

Men Jensen, Pontoppidan og Gjellerup er i godt selskab blandt store navne i Nobelprisens historie.
 

I nobelt selskab

På listen over forfattere, der har modtaget Nobelprisen i litteraur, finder vi blandt andre Han Kang (2024), Jon Fosse (2023), Bob Dylan (2016), Günter Grass (1999) og Toni Morrison (1993). 

Også prominente navne som Selma Lagerlöf (1909), Thomas Mann (1929), Rudyard Kipling (1907), Ernest Hemingway (1954), Jean-Paul Sartre (1964), Doris Lessing (2008) og Sir Winston Churchill (1953) har modtaget prisen.

Og sidste år gik prisen til den ungarske forfatter László Krasznahorkai, som blev hædret for et "visionært forfatterskab, der fastholder kunstens kraft midt i apokalyptisk terror."

Hvem skal du læse?

Det er måske det mest interessante spørgsmål efter dagens annoncering. For Nobelprisen er ikke kun en anledning til at klappe og nikke højtideligt. Den er også en invitation til at finde en bog af årets vinder. Til at opdage et forfatterskab, man måske endnu ikke har stiftet bekendtskab med. Til at diskutere, være uenig, blive overrasket – eller, hvem ved, måske finde en ny yndlingsforfatter.

På biblioteket kan du naturligvis finde litteratur af årets Nobelprismodtager – og masser af bøger af tidligere vindere.

For Nobelprisen bliver først rigtig interessant, når den forlader Stockholm og lander et helt andet sted; i hænderne på en læser. Det kunne være dig!? Er du klar?