Litterært hul i Thise

Der er noget grundlæggende tilfredsstillende ved at grave et hul. Man tager en skovl, sætter den i jorden og flytter noget, der har ligget, hvor det lå, måske i hundreder eller tusinder af år.

Det var omtrent sådan, det begyndte i Thise, da Brønderslev Bibliotek, som en del af Natur-Kultur Dag 2026 i Thise, indbød til hulgravning på en græsmark syd for Samlingshuset.

Over middag samlede en lille flok sig med skovle, spader og arbejdshandsker; ikke for at anlægge en terrasse, plante et træ eller reparere en kloak. Men blot for at grave. Og lytte og læse.
 

Spadestik og litterære dybder

Første spadestik fjernede græstørven. Så kom den mørke muld. Længere nede blev jorden tungere, vådere og mere kompakt. Hullet voksede langsomt, mens jorden blev lagt i bunker.

Og midt i det hele blev der læst højt.

- For når man først begynder at grave, opdager man hurtigt, at jorden er fuld af historier, fortæller kulturformidler Hans Wendelboe Bøcher, der i dagens anledning fungerede som litterær sjakbajs.

Med den britiske forfatter og litteraturprofessor Robert Macfarlanes tankevækkende "Underland" (2020) sendte han tankerne ned under overfladen, til de skjulte verdener, vi normalt aldrig ser. 

Og mens arbejdet med spaden, for forfatteren Knud Holst, i novellen "Under spaden" (1963), bliver meget konkret og kropsligt, minder Kim Fupz Aakesons børnebogsfigur Vitello os om, at et hul ikke nødvendigvis behøver nogen anden begrundelse end den helt enkle: Man kan jo grave et hul!

I ét med af littera-naturen 

- Efterhånden blev vi selv en del af litteraturen og gravearbejdet. Vi stod dér, med jord under skoene og skovle i hænderne, mens ordene bevægede sig mellem græs, muld og mennesker, forklarer Hans Wendelboe Bøcher.

- Faktisk kom Ludvig Holsteins gamle vers fra højskolesangen ”Det lysner over agres felt” næsten til at beskrive situationen bedre end nogen programtekst:

”Vel! Ræk mig da, o efterår,
en gravensten som smager
af bækken ved min faders gård
og mulden i hans ager.” 

For jord er ikke bare jord. Den er landskab, arbejde, erindring, råstof, levested – og noget så banalt som dét, vi står og går på. Det sidste blev meget konkret i Thise.

- Efter godt fem kvarter havde vi gravet et ganske anstændigt hul. Vi havde flyttet jord, mærket på jord, talt om jord og lyttet til litteratur om jord. Og så gjorde vi det mest besynderlige af det hele: Vi dækkede hullet til igen. Vi flyttede jorden tilbage. Lagde græstørven på plads og skovlene væk.

Set på afstand var der næsten ingenting sket. 

- Men vi ved bedre. For vi har været dernede. Vi har set lagene, mærket forskellen på tørv og muld, fundet sten og rødder. Og i halvanden time gjorde vi noget, som mennesker har gjort næsten altid: Stukket hænderne i jorden og forsøgt at forstå, hvad der er nedenunder.

Som Robert Macfarlane skriver, ved vi egentlig forbavsende lidt om ”verdenerne under vores fødder”.

Det gør man måske, efter sådan en omgang litterær hulgravning.

- Giv os et praj, hvis du også kunne tænke dig at være med til at grave et litterært hul, griner kulturformidleren fra Brønderslev Bibliotek, mens han trækker af gummistøvlerne og tørrer sveden af panden.