Det Hemmelige Selskab for Historie: Genopdagelsen af Vikingeborgen i Køge

Fotoafenborgring
Du kender måske Fyrkat og Aggersborg? Måske har du hørt om Nonnebakken. I 2014 fandt arkæologer endnu en ringborg fra Harald Blåtands tid: Borgring i nærheden af Køge. Men hvad er hemmeligheden bag de enorme ringborge?
Date
Tid
16:30 - 18:00
Pris
Deltagelse: Gratis
Adresse

P. N. Jensens Plads 5
9700 Brønderslev
Danmark

Velkommen i Det Hemmelige Selskab for Historie, hvor vi mødes og taler om et emne med et historisk blik.

Vi kender i dag fem ringborge i Danmark: Fyrkat ved Hobro, Aggersborg ved Løgstør, Trelleborg ved Slagelse og Nonnebakken i Odense. Selv om de er forskellige i størrelse, er de alligevel så ens i konstruktion og udførelse, at man ikke er i tvivl om, at de har samme ophavsmand. Årerings-dateringer af træværket viser desuden, at de alle er opført omkring år 980. Dermed kan man med rimelig sikkerhed sige, at bygherren er Kong Harald Blåtand (911-985 e.Kr.).

De mægtige borganlæg er anlagt med stort talent og ingeniørkunst, og har hver især været bekostelige at opføre for både befolkning og kongemagt. Alligevel blev deres levetid kun ganske kort; knap 20 år.

Om det – og meget mere – fortæller forskningschef og udgravningsansvarlig ved Museum Sydøstdanmark/Danmarks Borgcenter, Jens Ulriksen, som optakt til dagens møde i Det Hemmelige Selskab.

Hvad er det Hemmelige Selskab?
Vi kalder det hemmeligt, men selskabet er dog ikke mere hemmeligt, end at netop du er inviteret!
Sammen med op til 11 andre deltagere og selskabets lokale mødeleder, formidler Hans Wendelboe Bøcher, møder du hver gang, online, en kompetent fagperson, der direkte fra sit skrivebord på museet, universitetet eller i ude i felten, deler sin viden om dagens emne med alle Hemmelige Selskaber for Historie over hele landet.

Det er sundt at dele. Så når skærmen er slukket, skænker vi en kop kaffe, og taler lokalt videre om emnet og det, vi lige har hørt. Måske bliver vi bare en smule klogere sammen? 

Det Hemmelige Selskab er ikke en læseklub. Og man skal ikke forberede sig inden eller have en særlig viden for at være med. Efter hver mødegang modtager man forslag til artikler og litteratur, så det er muligt selv at dykke yderligere ned i dagens emne.

Dette er det sidste af tre møder i efteråret. Du er velkommen til at deltage i et enkelt eller i alle tre.

BEMÆRK: Tilmeldingsfrist onsdag den 1. oktober kl. 12

Vil du høre mere om Selskabet, er du velkommen til at kontakte formidler Hans Wendelboe Bøcher, hawhb@99454545.dk, tlf. 9945 5759.