Sneet inde? Tre bud på digital underholdning, der får dig til at håbe, at sneen ikke smelter
Vintervejret raser, og har du ikke også bare lyst til at krølle dig sammen på sofaen med en god bunke underholdning? Hvis vejret ikke tillader, at du tramper hele vejen ned til dit lokale bibliotek, får du her tre bud på digital underholdning, som du har adgang til som bruger på biblioteket.
Af Rikke Jacobsen
🌍 eReolen Global 🌍
Skal dit skoleengelsk poleres eller vil du gerne opleve, hvordan Jane Austens spydige humor glider ned på originalsproget?
Ereolen Global og den dertilhørende app Libby er din direkte vej ind til en verden af engelske lyd- og e-bøger samt magasiner.
Læs f.eks.:
- Thrilleren ”Last place called home” af Betsy Hartmann om hvordan et stort stofmisbrug kan påvirke et lille samfund.
- Eller drøm dig væk til en tid med lange kjoler, opsat hård og skarpe replikker i Jane Austens ”Sense and Sensibility”.
🎥 Danmark på film 🎥
Har du brugt de mørke vinteraftener på at gennemføre Netflix? Frygt ej! Danmark på film har med garanti videoklip, du aldrig har set før. Klik dig igennem Danmarkskortet og oplev store og små historiske klip fra vores fælles Danmarkshistorie.
- Mærk f.eks. nostalgien med et klip fra Brønderslev Marked anno 1975 med forlystelser og fyrværkerishow,
- Eller drøm dig til sommerens varme med de glade gæster på stranden i Asaa, der bader i både sol og vand i 1950’erne.
📰 PressReader 📰
Hver dag vågner vi op til store nyheder fra hele verden, og nyhedsstrømmen kan virke endeløs.
Med PressReader kan du tilgå aviser og magasiner fra hele verden og gå i dybden med gennemarbejdede artikler.
Få nyhederne fra et andet perspektiv ved at bladre igennem amerikanske The New York Times eller engelske The Guardian.
Desuden finder du også magasiner om alt fra biler til madlavning, strikkeopskrifter og kæledyr.