Poetry Slam – begyndere og fortsættere v. Peter Dyreborg og Lasse Nyholm Jensen
Har du lyst til at lege med digte, poesi og finurlige tekster? Uanset om du er nybegynder eller erfaren med poetry slam, eller midtimellem, så er dette holdet for dig. Poetry slam er en konkurrence i mundtlig fremførelse af litteratur i bred forstand, så vi skal selvfølgelig skrive poesi, men også alle mulige andre tekster, som måske ikke lige kan passe i en bestemt kasse.
Af Dorthe Gaardboe
Det må gerne være sjovt, men det må også gerne være alvorligt. Og det hele må gerne være for sjov, men hvis du gerne vil gøre oprør og ændre verden, hjælper vi også med det. Og selvfølgelig skal du øve dig i at læse op og optræde med dine tekster, så hvis du har erfaring med dette eller teater og lignende, så er det godt. Men… hvis du ikke er så god til at stille dig frem foran andre, har vi også en masse tips og tricks til hvordan du kan blive bedre til dette. Og vi kan også hjælpe med fx nervøsitet og det meste andet. Alt sammen i sjove og kreative og hyggelige rammer. Og ja, du får masser af nye slam-venner.
Hvem er underviserne?
Peter Dyreborg er dansk poetry slams grand old young man, og han har været aktiv poetry slammer siden slam kom til Danmark i 1999. Han vandt DM i poetry slam i 2008, og har udgivet ni bøger, herunder en fagbog om slam. Derudover har han lavet flere soloshows, og har været på Det Kongelige Teater i 13 år. Og ja, så er han en fabelagtig underviser, der altid får det bedste frem i slam-eleverne ud fra metoden: Konstruktiv kritik + ros, noget ris, og endnu mere ros + slik og kage. Lasse Nyholm Jensen har vundet DM i poetry slam i både 2015 og 2017… og i 2020… og i 2023… og han er én af de absolut bedste poetry slammere i Danmark. Han har en gudsbenådet humor, men han er også en skarp samfundskritiker, der vil forandre verden med sine tekster, især hvad angår klima og bæredygtighed, samt håb for menneskeheden. Og hans undervisning er ligesom Peters baseret på konstruktiv kritik + ros, noget ris, og endnu mere ros + slik og kage.