Mor til ”Jordens Børn” fylder 90
18. februar 2026 fylder Jean M. Auel - forfatteren bag ”Hulebjørnens klan” - 90 år. I mere end halvdelen af sit liv, har hun fulgt den forældreløse Ayla, der vokser op blandt neandertalere, selvom hun er af en anden menneskeart.
Af Hans Wendelboe Hviid Skov Bøcher
”Det nøgne barn løb ud af den skinddækkede hytte hen mod den klippefulde bred, hvor floden bøjer lidt. Det faldt hende ikke ind at se sig tilbage. Hun havde aldrig oplevet noget, der fik hende til at tvivle på, at hytten og dens beboere ville være der, når hun kom hjem.”
Sådan lyder de første linjer af ”Hulebjørnens klan”, 1980
Det er svært at sige "istid" uden også at tænke på den forældreløse Ayla, der voksede op hos en klan af neandertalere, selvom hun selv er af Cro-Magnon-folket (de første tidlige moderne mennesker).
Da Jean Marie Untinen den 18. februar 1936 blev født i Chicago, lå det ikke umiddelbart i kortene, at hun skulle blive bestsellerforfatter. Pigenavnet afslører finske aner, og som 18-årig giftede hun sig med Ray Bernard Auel. Sammen fik de fem børn.
Men Jean M. Auel drømte om mere og meldte sig ind i Mensa og tog en kandidatgrad, mens hun finansierede studierne med arbejde i et elektronikfirma.
Fra kontorarbejde til flinthugning
I 1976 – for halvtreds år siden – fik hun så ideen til romanerne om vores forfædre. Seriens seks bøger og cirka 4.000 sider har siden fyldt ikke kun hendes liv, men også boghandlernes og bibliotekernes hylder; måske du også selv har et par af hendes tykke bøger stående derhjemme?
De næste tre-fire år brugte Jean M. Auel på intens research. Digre værker og timers samtaler med internationale forskere med viden indenfor området gav hende baggrund, men også Jeans egen, praktiske træning i f.eks. at hugge flint, bygge snehytter, lave mad af rødder og svampe og garve skind er med til at gøre fortællingerne levende og troværdige. Man kan næsten mærke kulden fra stepperne og duften af de vilde urter på alle siderne.
Endelig, i 1980, udkom debutromanen, ”Hulebjørnens klan”, som hurtigt blev en global bestseller.
- Jeg forsøger at skrive en universel historie, og den er lykkedes, når læserne identificerer sig og tilfører deres egen følsomhed, åndelighed og kultur. Jeg skriver i virkeligheden kun halvdelen af historien - resten er læsernes, fortalte Jean M. Auel til Kristeligt Dagblad i 2002, i anledning af udgivelsen af femte bind: ”Folket i klippehulerne”.
Rækkefølgen i serien "Jordens Børn":
Hulebjørnens klan (1980)
Bogen foregår ca. 30.000 år før vor tidsregning og fortæller om Cro-Magnon-pigen Ayla og de problemer, det afstedkommer, at hun efter et jordskælv bliver optaget i en gruppe svagere begavede Neanderthalere
Hestenes dal (1982)
Ayla er blevet udstødt af klanen og må sikre overlevelsen på egen hånd, indtil hun møder en af sin egen art
Mammutjægerne (1985)
Ayla og Jondalar har forladt Hestenes Dal og møder snart andre mennesker. Mammutjægernes overhoved inviterer dem med hjem, og i et år lever de i Løve Lejren
Rejsen over stepperne (1990)
På den lange rejse fra mammutjægernes lejr til Jondalars Cro-Magnon-hjemstavn må Ayla og han kæmpe mod en barsk og fjendtlig natur, inden de endelig når frem til foråret og lykken
Folket i klippehulerne (2002)
Ayla og Jondalar er kommet til hans folk, zelandonierne. Ayla skal snart føde, men ikke alle accepterer hende, så hun kæmper hårdt for at vise, at hendes færdigheder vil være til gavn for stammen.
Hulernes sang (2011)
Ayla er i lære som spirituel leder og healer hos sin mage Jondalars folk. Det er et ærefuldt hverv, men prisen er høj, erfarer både Ayla og Jondalar
Sagaen om Ayla
Over seriens mere end 4.000 sider følger vi den forældreløse Ayla, der vokser op hos en klan af neandertalere, efter et altødelæggende jordskælv har taget resten af hendes families boplads.
Selvom Auel ikke direkte afslører Aylas genetiske ophav, antyder hendes blonde hår og lyse blågrå øjne, en meget senere udvikling hos Homo-Sapiens, at hun kommer fra en hidtil ukendt art, og at hendes søn muligvis blev den første Homo-Sapien (og dermed Cro-Magnon).
Men det er spekulation. Og bøgerne handler i langt højere grad om Aylas kamp for accept og hendes senere rejse sammen med Jondalar, tværs over det europæiske kontinent. Fortællingerne bliver dermed en fortælling om kærlighed, teknologiens opståen og mødet mellem forskellige kulturer.
Videnskabelig skønlitteratur
Da sjette bind, "Hulernes sang", udkom i 2011 talte Jean M. Auel med den britiske antropolog Chris Stringer, fra Natural History Museum i London. I samtalen diskuterer de bl.a. inspirationen til bogserien, de videnskabelige aspekter bag fortællingen og hvordan naturvidenskabelig forskning påvirker skønlitterær fiktion.
Teenagere og in-laws
Hvis du nu skulle tro, at bøgerne er lige så tunge at læse, som de er at bære hjem fra biblioteket, kan du godt tro om igen.
Jean M. Auel skriver friskt og ligeud, og bruger rask væk moderne begreber som ”teenagere” og ”in-laws”, selvom hverken ungdomsoprør eller juridisk bindende bryllupper helt har 25.000 år på bagen.
”Hulebjørnens klan” blev filmatiseret i 1986.
”Kvinden Der Var Første Blandt Dem Der Tjener Jordens Store Moder sad stille i Zelandoni-boligen og tænkte på den nye Kundskabens Gave, og hun vidste, at den ville forandre verden”.
Sidste punktum i ”Hulernes Sang”, 2011
Lån mammutbøgerne på biblioteket
90-årsfødselaren Jean M. Auels bøger er solgt i over 45 millioner eksemplarer. Uanset om du vil genlæse sagaen eller opdage den for første gang, står vi klar til at hjælpe dig. Vi har både de fysiske bøger, lydbøger og e-bøger på eReolen!