Klokkerholm i Verdensklasse
Projektperiode: november 2022-april 2023
I Klokkerholm i verdensklasse skal vi gøre FN Verdensmål til hverdagsmål via aktiv borgerinddragelse
Verdensklassen, som består af aktive seniorer i Klokkerholm, skal udvælge, arbejde med og give gode råd videre om, hvordan FN Verdensmål kan gøres til hverdagspraksis, og sammen med biblioteket synliggøre og inspirere andre borgere i kommunen til at være medspillere til en bæredygtig udvikling i Brønderslev Kommune.
Forløbet består af 12 workshops der afholdes fra november 2022-april 2023, hvor vi inspireres og laver aktiviteter, der på forskellige måder gør Verdensmål til hverdagsmål.
Undervejs i projektet udarbejder deltagerne en podcast, der skal inspirere andre til at være med til at skabe bæredygtige hverdagspraksisser.
Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen med 99.487kr.
Podcast til projektet:
Intro: Projekt ”Klokkerholm i verdensklasse”
Hvad er ”Klokkerholm i verdensklasse” egentlig for en størrelse – og hvad kom der ud af projektet?
Projektansvarlig og vært på podcasten, kulturformidler Katrine Dinitzen, er selv gæst i denne introepisode, hvor hun sammen med Mathias Kristensen fortæller om rammer og resultatet af projektet ”Klokkerholm i Verdensklasse”.
Vært: Mathias Kristensen. Gæst: Katrine Dinitzen
Episode 1: Fra verdensmål til hverdagsmål.
Hvad kan man gøre, og hvad bør man gøre for at være mere klimabevidst?
Katrine og Birthe tager fat i nogle af de tiltag og tanker man kan gøre sig, når man sætter sig for at man vil prioritere klimaet i sin hverdag. Stifter af Klima X og foredragsholder, Merete Jensen, forklarer om baggrunden for FNs verdensmål og hvordan man selv kan gøre en forskel.
Vært: Katrine Dinitzen. Medvært: Birthe Agerbæk Jensen. Gæst: Merete Jensen, Stifter og kreativ projektleder hos Klima X
Episode 2: Ulighed i lokalt perspektiv.
Selvom Danmark på global skala er privilegeret, når det kommer til fattigdom og ulighed, så findes der stadig trængte familier overalt iblandt os. I denne episode sætter vi fokus på hvordan man som lokalsamfund kan gå sammen om at gøre en forskel, og hvordan julehjælp også kan være en måde at arbejde med verdensmål nr.10.
Vært: Katrine Dinitzen. Medvært: Lis Kroer. Gæst: Poul Larsen, Kasserer hos Hellevad-Ørum Sognes Menighedsråd.
Episode 3: Klima i klædeskabet – tag stilling til dine tekstiler.
I denne episode dykker vi ned i verdensmål nr.12 om ansvarligt forbrug og produktion med fokus på hvad vi allesammen allerede har af ubrugt beklædning i skuffer og skabe – og hvordan kan vi kan give det nyt liv. Upcycling hedder det koncept, hvor man blander bæredygtighed med egen kreativitet. Det handler bare om at genopdage og genanvende det gamle og glemte i gemmerne og så gøre tøjet nyt med bare små simple moderniseringer efter eget temperament og håndelag.
Vært: Katrine Dinitzen. Medvært: Birthe Agerbæk Jensen. Gæst: Merete Knudsen, Tekstilværkstedet.dk
Episode 4: Bæredygtigt fællesskab.
Verdensmål nr.2 om at stoppe sult lyder måske malplaceret i dansk optik, men her i landet har vi problemer med fedme og madspild som er med til at skævvride den globale balance. Fællesskab om bæredygtige fællesspisninger er en måde at sætte fokus på et grønnere og mere klimabevidst madvalg – og så harmonerer det også med verdensmål nr.11 om bæredygtige byer og lokalsamfund.
Vært: Katrine Dinitzen. Gæster: Lise Blauenfeldt & Margit Chemnitz, Fællesspisning i Klokkerholm