At grave er at leve

Jeg har haft et hul i frakkelommen i et par år nu. Men jeg indså ikke, at det var blevet stort nok til, at en gennemsnitlig paperback kunne glide igennem det, før den faktisk gjorde netop dét. I lange øjeblikke sejlede romanen rundt om min ækvator, før jeg igen fik den indfanget.

Huller overrasker altid.

Nogle er nødvendige; en nøglering uden hul er slet ingen -ring. Det sorte hul i øjet, pupillen, regulerer hvor meget lys, der rammer nethinden og dermed, hvordan vi ser verden. Uden hulrummet i Stan Getz’ saxofon havde vi i dag ikke haft hans ikoniske udgave af ”The Girl from Ipanema”. Og, hvad ville du i grunden gøre, hvis der i morgen tidlig ikke var hul i trafikken, så du kunne komme ud af carporten?

Andre huller kunne vi godt undvære: Det begyndende hul i kindtanden, på strømpen, på bankkontoen, eller dét i hukommelsen.
 

Jord og litteratur

Men hvad sker der, hvis vi aktivt vælger at grave et hul; ikke fordi vi skal eller har brug for det, men bare fordi vi kan? Hvad sker der, hvis vi bruger energi og kræfter på at grave det både bredt og langt og dybt … for blot bagefter at dække det til igen?

Det er hverken produktivt eller praktisk. 

Og hvad sker, hvis vi imens, vi på skift knokler med spader og skovle, lytter til tekster om jord: Fagtekster med tyngde om surhedsgrad, næringsindhold og vandretention. Rungende romanuddrag om familier på heden, der økonomisk og mentalt er stavnsbundne til jorden. Dybsindige digte om hav og himmel og ild og jord og vand. Eller måske artiklen fra gårsdagens avis om den forurenede grund i nabobyen, som ingen vil kendes ved, men alle kender til … 
 

Første spadestik

Vi tager det første stik med spaden i den faste jord, og modbeviser den; jorden; drejer den, vender den på hovedet. 

Arbejdsfællesskabet tager sin begyndelse. Det samme gør rytmen, der opstår, når vi ​​sammen møjsommeligt bygger en bunke af puslespilsbrikker, der før passede perfekt i hullet.

Den gradvise afdækning af underverdenen af ​​desperate orme, gennemskinnelige larver og spindet af rødder. Nødvendigheden af at arbejde bredere, for at gå dybere, og langsomt forsvinde ind i opgaven; ind i verden. Den naive vittighed om at grave hele vejen til den anden side, for at sige godmorgen i Shanghai eller på Fiji. Den lurende frygt for at ramme kloak eller kabel og drømmen om guldhorn og tidskapsler begravet og mistet, nu genfundet ... At grave er at leve.

Gabende står hullet til sidst tilbage som et bevis på en veltilbragt eftermiddag.
 

Bogen i foret er bare begyndelsen

Jeg gravede bogen op af frakkelommens hul: En både jordnær og svævende roman af islandske Auður Ava Ólafsdóttir. Jeg kan lide den. Hun får dét at føle sig fastlåst og frustreret, til at lyde smukt og poetisk; eller i det mindste bare helt normalt. Den peger på veje frem, giver lyst til at få beskidte hænder. Igen.

Gad vide, om vi kunne grave et hul med den samme vilde overbærenhed!? Uden at spørge, hvad det var til ... Eller om det var passende ... Eller hvad det betød ... Eller om vi gjorde det rigtigt ... Eller om det overhovedet var dét værd, når det nu alligevel bare skulle fyldes igen om lidt …

Lad os prøve!
For en stund knokler og lytter vi - sammen. Lige ind til det tildækkede hul har opfyldt sin funktion. Som alle de bedste ting i verden, der aldrig var beregnet til at holde, men alligevel altid vil være der.