Novelle-begynder v/ Saynab Farah Dahir

Et godt sted at starte

Om Novelle-begynder

Elsker du at skrive, og har du lyst til at blive bedre?

Så søg ind på novelle-begynderholdet. Det er ikke vigtigt, hvor længe du har skrevet eller hvor meget. Det afgørende er, at du har lyst til at have det sjovt med din skrivning og til at udvikle din forfatterstemme.

Novellegenren behandler det skræmmende, det håbefulde, det forbudte og alt derimellem. Det er vedkommende litteratur om venskab, sorg, kærlighed og det at finde sig selv – om at passe ind eller ikke passe ind. Novellegenren favner bredt; alt fra realistiske kærlighedshistorier til vilde fantastiske universer og uhyggelige dystopier.

Uanset hvilken genre du giver dig i kast med, arbejder vi med sammenhængen af spændende karakterer og medrivende plots.

I løbet af ugen skal vi sammen:

  • Dykke ned i novellegenren
  • Lave en masse skriveøvelser og skrive, så det kan mærkes
  • Skabe realistiske og relaterbare karakterer
  • Skabe et spændende plot, der har fingeren på pulsen
  • Give og modtage konstruktiv feedback
  • Arbejde med din tekst, så din novelle står knivskarpt

Du behøver ikke at vide, hvad din novelle skal handle om, når du ankommer på skolen – et hoved fyldt med spørgsmålstegn er et fantastisk udgangspunkt.  

På holdet arbejder vi med novellen som genre, og vi bevæger os fra den spæde idé til den færdige historie, så du får nogle skriveredskaber, som du kan bruge i din videre skrivning – uanset hvad du vælger at skrive fremover.

Jeg glæder mig rigtig meget til at møde dig!

 

Saynab Farah Dahir

 

Saynab Farah Dahir

Lige siden jeg var helt lille, har jeg drømt stort.
Jeg har drømt om at erobre verden, fortælle historier og tusind andre ting, som jeg sparer dig for i denne korte bio. Men hvis du ser mig på gangene efter undervisningen med et fjernt blik, kan du være sikker på, at jeg dagdrømmer.

Historier har altid været en virkelighedsflugt for mig. Jeg elsker at fordybe mig i en god bog eller tv-serie og bare glemme alt andet, og jeg håber at kunne give andre det samme frirum med mine historier.

Jeg elsker at være omgivet af bøger, og derfor har jeg arbejdet på et bibliotek i de sidste 14 år. Da jeg som barn besluttede mig for at blive forfatter, gik jeg på alle de skrivekurser, jeg kunne komme i nærheden af. Jeg gik faktisk også på Brønderslev Forfatterskole i tre somre, og det var nogle af de bedste somre i mit liv. Så hvis du overvejer det, er det klart det værd.

Man kan altid blive bedre til at skrive, og gode skrivekurser kan hjælpe én med at komme et skridt tættere på den store forfatterdrøm. Som 24-årig fik jeg antaget min første roman på Forlaget Gyldendal, og et år senere fik jeg antaget min næste roman. Så det kan ske, og det vil jeg rigtig gerne hjælpe dig med.

De seneste år har jeg undervist på adskillige forfatterkurser for børn og unge, og det er altså en ret vild cirkel. At gå fra elev til lærer, fra forfatterspirer til forfatter – og hvem ved? Måske kan det også ske for dig.

Hvis du har lyst til at høre mere om mit forfatterskab og drømme, kan du følge med på min Facebook (Link åbner i nyt vindue) og min Instagram (link åbner i nyt vindue).