Kidsmart

Klar, Parat - Kidsmart!

Brønderslev Bibliotek arbejde i 2 år med en it-strategi for kommunens børnehaver i samarbejde med kommunens dagtilbudschef. Nedenfor kan du se uddrag af de aktiviteter, som projektet affødte og nederst i artiklen links til diverse undersøgelser og projektets resultater.

TEMA 2: Planter

(juli 2014)

Kidsmart2

Institutionsbesøg og Karse-konkurrence

Rasmus Støve har været på besøg i daginstitutionerne for at høre lidt om erfaringerne med Kidsmarten og starte en karsekonkurrence op. 

Det blev Stenum Børnehave der vandt med en 10 cm høj karse - som præmie fik de en kødædende plante.

Her er et udpluk af de citater han fik fra både pædagoger og børn.

”Den digitale dannelse er kommet for at blive, men børn skal dog stadig være fysiske.” – Louise Larsen, Børnehaven Midgård

”IT kan hjælpe med børns læring, men skal ikke betragtes som en barnepige.” – Lisbeth Toft Pedersen, Hjallerup Børnehave

”Spillenes interaktive lydside er god især for vore tosprogede børn, som får rigtigt meget ud af, at spillene taler direkte til dem.” – Heidi Mandrup Bødker, Børnehaven Rømersvej

”Digital læring skal være læring – ikke bare underholdning.” – Anja Elisabeth Larsen, Smørhullet

”Musen er nem – man skal jo bare klikke på den.” – Laura 5 år, Hjallerup Børnehave

”Børnenes interesse afgør, hvor meget tid vi bruger på KidSmart-computeren.” – Joan Stokbro Pølund, Baunehøj Børnehave

”Spillene er nemme at gå til, mens der samtidigt er et læringsaspekt, og det gør at børnene ikke er bange for at afprøve forskellige ideer og løsninger.” – Mark Grarup, Stenum Børnehave

”KidSmart-spillene er gode, fordi der er noget indhold til alle – og vi kan skræddersy spil og sværhedsgrad efter børnenes individuelle behov.” – Marianne Krogh, Børnehuset Petra

”Vi kan se, at det at børnene sidder sammen og spiller skaber nye venskaber, fordi de taler om de fælles oplevelser når de ikke spiller.” – pædagog, Minihuset-Hybenrosen

”Den digitale dannelse er ved at blive en naturlig del af børns hverdag – derfor er det vigtigt, at vi er med til at udvikle de påkrævede digitale kompetencer – og projektet har i hvert fald sat tankerne i gang.” – Lisbeth Toft Pedersen, Hjallerup Børnehave

Hele rapporten om institutionsbesøgene, kan hentes som pdf nederst i denne artikel.

 

 

TEMA 2: Tælle til en

(april 2014)

 

KIdsmart
Nu er vi i gang!

Efter mange forberedelser er tiden kommet, til at 10 daginstitutioner i Brønderslev Kommune har fået deres computere og bliver Kidsmarte i løbet af de næste to år. Det betyder, at børnene nu får kendskab til et digitalt medie gennem sjove og lærerige temaer. Et kendskab, som vil kunne ruste dem bedre til en digitaliseret fremtid, gennem den læring som følger med.

En KidSmart pc er en børnevenlig computer, som er doneret af IBM i samarbejde med Brønderslev Bibliotek og Kulturstyrelsen. Skulle du have lyst til at se nærmere og afprøve en KidSmart pc, har biblioteket sin egen, som bor på børnebiblioteket i Brønderslev.

Vigtigt med samarbejde

Et vigtigt formål med projektet, er at få et godt samarbejde mellem institutioner, biblioteket og forældrene. I fællesskab vil vi udnytte hinandens kompetencer, lære af hinanden og blive klogere på hvordan vi bruger det digitale medie til læring og leg.

Daginstitutionerne får en mulighed for at finde sjove og lærerige anvendelsesmuligheder for KidSmart så den i hverdagens arbejde er med til at understøtte daginstitutionernes læreplaner og målsætninger.

Louise Scholdan Larsen, pædagogmedhjælper i Midgård børnehave fortæller: ”Børnene er glade og meget forventningsfulde i forhold til vores KidSmart her i børnehaven. Vi har fået den sat op i et rum, hvor børnene kan sidde sammen i en gruppe på 4-5 stk, selvfølgelig også i mindre grupper. Vi glæder os til at komme rigtig i gang med dette spændende projekt sammen med jer alle. Når vi en gang kommer ud i den nye børnehave, er vores plan, at den vi har fået her i Midgård og den fra Jyllandsgade, skal stå i det store fællesrum.”

Også i hjemmet...

Forældrene må også gerne lege med.  Der er mulighed for at prøve KidSmart pc'en på Brønderslev Bibliotek og se det materiale, som daginstitutionerne modtager, ligesom der er forslag til lege og bøger familierne kan bruge hjemme. På den måde får vi en god sammenhæng mellem, hvad der sker i institutionen og i hjemmet.

Vil du vide mere?

Hvis du vil høre mere om projektet er du velkommen til at kontakte  Louise (louise.eltved.krogsgaard@99454545.dk). 

Du kan også spørge på dit lokale bibliotek eller i bogbussen, hvor du kan se det tema vi arbejder med lige nu og få inspiration til at arbejde videre hjemme.

Fakta

IBM og Kulturstyrelsen har udvalgt Brønderslev Bibliotek som en ud af 6 kommuner, der har fået tilbudet om at være projektledere over 10 KidSmart børnepcere. Projektet betyder, at biblioteket har projektlederrollen, men de 10 KidSmart pc´ere står i daginstitutioner i Brønderslev Kommune. På biblioteket gik vi sammen med daginstitutionschef Jørn Godsk om at uddele KidSmart pc´erne til de daginstutioner, der havde interessen til at være med. Der blev derfor udbudt en konkurrence, hvor daginstitutionerne kunne vinde en af de 10 pc´ere ved at begrunde, hvorfor det netop var dem, der skulle have en KidSmart.

Projektet kører over de næste to år og her vil I kunne følge arbejdet i såvel institutionerne som via biblioteket.

KidSmart pc’en består af en klassisk computer med skærm, tastatur og mus, pakket ind i en børnevenlig kasse. Der er plads til 2-3 børn på bænken foran og alt det sarte elektronik er gemt af vejen i et aflåst skab. Skulle du have lyst til at se nærmere og afprøve en KidSmart pc, har biblioteket sin egen, som bor på børnebiblioteket i Brønderslev.

Vi har nu valgt de samarbejdspartnere ud som fortsætter i projektet og de er:

• Børnehuset Petra, Hjallerup

• Stenum Børnehave

• Hjallerup Børnehave

• Børnehaven Rømersvej, Brønderslev

• Baunehøj Børnehave, Jerslev

• Smørhullet, Jerslev

• Minihuset-Hybenrosen, Serritslev

• Ny institution (Jyllandsgade, Hedelundsgade, Midgård) Brønderslev 2 stk.

• Asylbørnene, SFO, Skolegade Skole, Brønderslev