Familielæseklubberne

Helgi Daner Familielæseklub

I marts måned 2014 søgte vi 15 familier til at være med i en Familielæseklub med Josefine Ottesen. Kriterierne for at ansøge var, at familien skulle bestå af:
- mindst ét barn i alderen 10-13 år
- ét mandligt familiemedlem

17 familier opfyldte kriterierne og de har nu fået udleveret en pakke, som de kan bruge til at gå på opdagelse i Josefine Ottesens fortælling om legenden Holger Danske, der først udkommer til oktober. Pakken indeholder et eksemplar af bogen både som alm. bog, e-bog og lydbog samt spil, kort og ideer til hvordan bogen kan snakkes om og leges videre med.

Familierne mødes på biblioteket til fire workshops, og projektet afsluttes med en gallaaften, på bogens udgivelsesdag, den 1. oktober, hvor Josefine deltager.

Projektets baggrund

Josefine Ottesens ord om projektet

Workshop I - april

Workshop II - juni

Læseaften med Josefine-besøg

En aften som ægte vikinger - Rollespil i Rhododendronparken

Helgis sidste gilde - projektet er slut for denne gang

 

Helgis sidste gilde 

Helgi Daner-læseprojektet blev sluttet af med manér i Den Runde Pavillon den første oktober. De fleste af læsefamilierne var mødt op i deres stiveste vikinge-puds. Det var en fryd at se hvor meget der var gjort ud af påklædningen, og det bidrog til den hyggelige stemning i pavillonen der var perfekt egnet til sådan et middelalder-gilde.

Med til gildet var, foruden læsefamilierne: Josefine Ottesen, hendes assistent Josephine, og hendes mand Jan der også var aftnens troubadour, Claus Gajhede som ledte rollespillet ved sidste møde, danseren Petra Skovholm samt repræsentanter fra biblioteket.

Vi spiste et rustikt og autentisk vikinge-måltid med dertilhørende ”mjød” og ”vin”.
Undervejs sang vi sange fra Helgi Daner, akkompagneret af Jan. Da det er nogle måneder siden vi har læst bogen, var det herligt at få genopfrisket versene om den gode Helgi.

Efter det tunge måltid var det tid til at få rørt kroppen, og de modige indgik i kampe med og mod hinanden, på slagpladsen udenfor pavillonen. Mange blev sårede, enkelte døde i kamp – men heldigvis ikke værre end at alle kunne være med, da Petra Skovholm kom og underviste i hvordan man dansede på Helgis tid. Kædedans og hop og drej – det gav sved på panden, men mest masser af smil og grin når der pludselig var en der vendte forkert…

Til sidst fik familierne overrakt deres eksemplar af Helgi Daner – med inskription af Josefine Ottesen. Bogen er nu udgivet, og nu er mundkurven taget af, den er ikke længere hemmelig. Den er allerede blevet modtaget godt derude i Virkeligheden. Bl.a. skriver Litteratursiden.dk:

”Storladen, kompetent og medrivende historisk roman om den danske sagnhelt Holger Danske. Blandingen af islandsk saga-stemning, lidt fantasy og overtro og korrekte historiske detaljer fungerer optimalt.”

Josefine Ottesen rundede aftenen af med en stor tak til familierne for at have hjulpet med projektet. Hun opfordrer til at besøge hendes hjemmeside og skrive et par ord om hvordan det har været at være med – forhåbentlig kan det inspirere andre familier til at få samme store læseoplevelse.

 

En aften som ægte vikinger

Torsdag d. 21. august mødtes næsten alle læsefamilier i den runde pavillon i Hedelund Rhododendron Park for at tilbringe en hel aften som ægte vikinger.

Vores guide ind i rollespillets verden var Claus Gajhede som ledede aftenens begivenheder på ægte vikingemaner. Claus startede aftenen med at fortælle om hvad rollespil går ud på. Han fortalte lidt om sin baggrund som rollespilsleder og selvfølgelig om reglerne og baggrunden for rollespillet. Derefter blev familierne inddelt i slægter og så gik rollespillet ellers i gang!

Alt i alt var det en rigtig dejlig aften, som alle vist fik meget ud af. Det var en rigtig vigtig del af projektet at få rollespillet med som en bærende del af oplevelsen i forhold til handlingen i bogen, men havde det ikke været for Claus Gajhede, ville det nok have været svært at forblive i karakteren! Det, at der var en professionel rollespilsmand til at lede legen, fik også familiemedlemmer, der måske ikke er de fødte skuespillere, til at deltage. Både børn og voksne levede sig godt ind i spillet/rollerne.

Da der blev afholdt tinge senere på aftenen, var der en koncentreret stemning, og Claus´ tilstedeværelse gav det hele en andægtig stemning. Følelsen af at være en del af en historisk begivenhed og at leve sig ind i Helgis verden blev pludselig meget virkelig.

Handlingen i Helgi Daner fungerede rigtig godt som baggrund for rollespillet. Udgangspunktet for projektet er at involvere hele familien i et fælles læseprojekt. Hvor forsøget på at oprette læsegrupper på tværs af familierne var mest henvendt til de voksne, var rollespillet lige så meget henvendt mod de yngre deltagere i familierne.

De allermindste børn kan have svært ved at følge med i handlingen i Helgi Daner. Det er en lang og kompliceret handling med mange personer og sideløbende historier. Ved at læse sammen som familie skaber man en fælles referenceramme, som man kan mødes om og snakke ud fra. Vores ønske var at inddrage hele familien i rollespillet for på den måde at skabe endnu en fælles erfaringsverden omkring Helgi Daner. På den måde understøttes den fælles læseoplevelse for hele familien.

Der er ingen tvivl om, at rollespillet fungerede efter hensigten. Børnene levede sig i den grad ind i rollerne. Hvor de større børn gik op i kamptræningen (og i at drikke sig fulde i hyldeblomstsaft/mjød), var de mindste nogle rigtig gode trælle, der fik arbejdet hårdt for føden den aften! Der er ingen børn der deltog i rollespillet, som er i tvivl om, hvad det var for en tid Helgi levede i. Børnene var en del af rollespillet i deres egen ret, uafhængig af læsefærdigheder og tilegnede analyseredskaber.

 

 

Læseaften med Josefine Ottesen-besøg

Tirsdag d. 12. august var alle læsefamilierne inviteret til at komme og diskutere handlingen i Helgi, og evt. danne deres egne læsegrupper på tværs af familierne.

Josefine Ottesen kom også forbi og deltog i arrangementet. Det var utrolig spændende at høre Josefine fortælle om de tanker, hun havde gjort sig om handlingen i bogen, og om de historiske begivenheder der ligger til grund for handlingen.

 

 

Workshop II - juni 2014

Endnu en hyggelig aften med læsefamilierne. Louise Eltved Krogsgaard bød velkommen samme med Josephine Valentin, og så var det ellers bare med at komme i gang med alle aktiviteterne!

Der blev arbejdet og leget på tværs af familierne i de arbejdende værksteder. Familierne har tidligere designet deres helt eget våbenskjold, og der var denne aften mulighed for at få strøget våbenskjoldet over på en bluse. Det kom der nogle helt fantastiske bluser og designs ud af.

På et andet værksted havde man mulighed for at skrive inde på Boggnasker.dk, som er en online bogportal for unge. Inger Aarup-Kristensen, Fritids- og kulturkonsulent i Brønderslev Kommune, var på besøg og klar til at hjælpe og vejlede med skrivningen. Her blev der også leget med de personkort, som Josefine Ottesen har udviklet til bogen.

Trængte man til lidt mere action, kunne man inde ved siden af deltage i turneringer mod hinanden. Der var både et brætspil, hvor man kunne dyste mod hinanden og så underviste Josephine Valentin i nærkamp; dog i en familievenlig version.

Til de der var for små til at deltage i de mange arbejdende værksteder, var der lavet biograf. Her blev der hygget med popcorn til filmen Modig.

Det var en rigtig hyggelig aften, hvor familierne fik prøvet kræfter med nogle anderledes kulturelle oplevelser på tværs af alder og familier.

 

Workshop I - april 2014

Torsdag den 3. april mødtes alle læsefamilierne med Josefine Ottesen, og hendes tekniske assistent, som også hedder Josephine - bare med ph.

Louise Krogsgaard og kulturkonsulent Inger Aarup bød velkommen og fortalte om aftenens program. Efter en præsentationsleg, fortalte Josefine om bogen Helgi Daner, og hvordan den er bygget op omkring fortællingen om Holger Danske, under Karl den Stores hof. Det er en historisk roman, med eventyrlige elementer, og Josefines resumé gav bare lyst til at læse - eller høre mere.

Josefine lægger vægt på, at det ikke så meget handler om formen, om man læser bogen fysisk, på e-bog eller hører den fortalt fra andre. Det er fortællingen der er det vigtigste. Hun har også forståelse for, at selvom viljen er der, kan det være knap med tid i en børnefamilie, når bølgerne går højt. Derfor er der også et resumé af bogen med i pakken, så man kan læse op, hvis man sakker bagud.

Mens familierne fik udleveret pakkerne, var der nogle der gik i gang med madlavningen. En håndfuld voksne og børn lavede aftensmad til alle, mens andre oprettede sig som medlemmer af Boggnaskerne. En online bogportal for unge, som familierne kan bruge til at diskutere bogen undervejs.

Josefine har også lavet et soundtrack til bogen. Vi sang den første sang “Normens tråd”, med akkompagnement af cd’en der også følger med i pakken.

Til sidst skulle familierne være kreative. De skulle finde et navn og et motto til deres læseklub, og i Helgi Daners ånd skulle de alle lave deres eget våbenskjold.

Billeder af nogle af de våbenskjold kan du se på facebooksiden, og her kan du også følge med i projektet. Du får bare ikke noget at vide om bogen - endnu, for det er en tophemmelig klub!

 

 

Projektets baggrund:

Projektet blev til på baggrund af en ansøgning til Danmark Læser om at blive en af de tolv læsekommuner der skal inspirere andre kommuner til at sætte fokus på læsning og litteratur. Brønderslev Kommune blev ikke valgt, men har besluttet at gå videre med det unikke samarbejde med forfatteren Josefine Ottesen.

Et af formålene med projektet er bl.a. at fremme læselysten i kommunen. "Vi synes, Brønderslev kommune allerede er en god læsekommune, men der er klart en gruppe borgere, vi ikke når. Det er dem, vi gerne vil nå med dette projekt.” siger bibliotekschef  Bente Kristoffersen. 

De borgere er typisk mænd, og derfor har vi her sat fokus på, at faderen i familien er en central figur. Vi vil også gerne vise, hvordan man vha. læsning kan styrke sammenholdet og fællesskabet i en familie. 

Bag projektet står Brønderslev Bibliotek og Kulturkonsulent Inger Aarup-Kristensen.

 

Josefine Ottesens ord om projektet:

”Fortællingen har tidligere været et stærkt fællesmedie og har potentialet til at skabe et fordybende oplevelses- og samtalerum på tværs af aldre og generationer, og det vil jeg rigtig gerne være med til at genopdyrke”

”Familien er stadig en af de vigtigste sociale enheder i vores liv, uanset alder, og de familier, der deler en interesse, har en stærk fælles identitet. Vi kender alle familier, der er optaget af fodbold, af ridesport eller musik. Der findes imidlertid også læsefamilier, der dyrker formidlingen af litterære værker, familier med tradition for højtlæsning, hvor læseoplevelsen knytter bånd mellem familiens medlemmer på tværs af alder, men den type fællesskaber er i sagens natur som regel meget private og ikke synlige på samme måde som mere udadvendte aktiviteter. Det betyder også, at mange ikke ved, at man kan være en læsefamilie!”

”Vi har brug for en familiefælled, hvor meninger brydes og samtaler skaber refleksion”

”Det er ikke usædvanligt at se en familie samlet i dagligstuen med hver sin skærm. Tilsyneladende er de sammen, men deres liv leves parallelt i den kulturelle sfære. De hører ikke det samme musik, ser ikke de samme film, spiller ikke de samme spil. Den mulighed, som en fælles kunstnerisk oplevelse giver for at tale om væsentlige og dybe emner, opstår ikke, når man aldrig krydser hinandens spor”

”Litteraturen er et unikt medie, der, fordi det kræver afkodning og refleksion for at give mening, skaber basis for samtaler og overvejelser om moralske dilemmaer og handlemuligheder, der kan gøre os klogere på os selv og dem, vi deler liv med”

 

CITAT FRA INGMAR BERGMAN

“I'll tell you something banal. We're emotional illiterates. And not only you and I-practically everybody, that's the depressing thing.

We're taught everything about the body and about agriculture in Madagascar and about the square root of pi, or whatever the hell it's called, but not a word about the soul. We're abysmally ignorant, about both ourselves and others. There's a lot of loose talk nowadays to the effect that children should be brought up to know all about brotherhood and understanding and coexistence and equality and everything else that's all the rage just now.

But it doesn't dawn on anyone that we must first learn something about ourselves and our own feelings. Our own fear and loneliness and anger. We're left without a chance, ignorant and remorseful among the ruins of our ambitions. To make a child aware of it's soul is something almost indecent. You're regarded as a dirty old man. How can you understand other people if you don't know anything about yourself? Now you're yawning,so that's the end of the lecture.” ― Ingmar Bergman