
Fortæl om dit liv under coronakrisen
Coronakrisen har vendt verden på hovedet, og vi befinder os et helt specielt sted i verdenshistorien. Det skal dokumenteres. Det gør Det Kgl. Bibliotek bl.a. ved at indsamle internetsider, radio, tv og aviser, men de har også brug for din hjælp.
Tip om info på internettet
Du ved det måske ikke, men Det Kgl. Bibliotek har ansvaret for at indsamle den danske del af internettet, så eftertiden også kan se, hvad vi lavede tilbage i 2020. Når der sker noget særligt, som den pandemi, der i øjeblikket dominerer overskrifterne både i aviser og på nettet, så stiller de skarpt og intensiverer indsamlingen.
De har derfor brug for din hjælp med tips om steder på internettet, der fortæller danskerne om coronakrisen.
Det kan fx være:
- danske sider om coronakrisen i Danmark (men IKKE artikler og temasektioner fra danske nyhedsmedier).
- udenlandske sider om coronakrisen i og vedrørende Danmark
- offentlige posts/grupper på sociale medier med dansk relateret indhold til coronakrisen
Læs mere om, hvordan du kan hjælpe med indsamlingen af data her>>