Corona Virus Forholdsregler

Alle biblioteker er lukket - Klik for yderligere information.

12.03.20
Som følge af Statsministerens udmelding er alle biblioteker i Brønderslev Kommune lukket til og med mandag den 13. april. Det gælder også de selvbetjente biblioteker.

Alle arrangementer til og med torsdag den 30. april aflyses. Har du allerede købt billet til et arrangement, vil du få pengene refunderet.

Vi bestræber os på at svare på alle de spørgsmål, der opstår i kølvandet på hele denne situation, og håber, at I vil være tålmodige med os. Herunder er nogle af de ting, vi kan svare på med det samme.


Hvad sker der med de bøger, der har afleveringsfrist, mens I har lukket?
Vi sørger for, at du ikke får et gebyr for materiale, der afleveres for sent grundet denne situation. Vi henstiller til, at du ikke afleverer materiale i vores postkasser og i stedet venter med at aflevere, til bibliotekerne er åbne igen.
Du kan stadig forsøge at forny dine materialer via hjemmesiden eller via App'en Biblioteket.
 

Hvad med min reservering?
Vær opmærksom på, at hvis du har sat en dato for, hvornår din interesse for bogen udløber, så kan du forlænge den, hvis du ønsker det, ved at logge ind på vores hjemmeside.
Har du allerede fået besked om hjemkommet materiale, men kan ikke nå at hente det? Materialet kan stadig afhentes i den første uge efter genåbning.

Det er stadig muligt at foretage nye reserveringer via hjemmesiden; men materialerne vil først blive tilgængelige, når bibliotekerne igen er i normal drift.
 

Hvordan finder jeg ud af, hvornår I har åbent igen?
Vi holder os løbende opdateret om udviklingen på situationen og informerer om det, vi kan, her på hjemmesiden og på vores facebookside.
 

Hvilke biblioteker lukker hvornår?

Brønderslev og Dronninglund Bibliotek har betjent åbningstid indtil klokken 17 torsdag den 12. marts. Herefter lukker biblioteket i 14 dage, også for det selvbetjente bibliotek. Det betyder, at der slet ikke er adgang til bibliotekernes lokaler og faciliteter fra klokken 17 i dag og 14 dage frem.

Hjallerup Bibliotek har betjent åbningstid indtil klokken 16 torsdag den 12. marts. Herefter lukker biblioteket ligeledes i 14 dage, også for det selvbetjente bibliotek.

Det Mobile Bibliotek stopper kørsel med øjeblikkelig virkning fra torsdag den 12. marts. Det betyder, at Det Mobile Bibliotek ikke kører ud til holdepladserne i dag, torsdag den 12. marts.
 

Hvad skal jeg gøre, når jeg løber tør for læsestof?
Husk, at biblioteket også er digitalt. På eReolen, eReolen Global og eReolen GO kan du låne e-bøger og lydbøger til alle aldre på dansk og engelsk. Derudover kan du se film på filmstriben.dk eller læse magasiner via RB Digital. Se meget mere under ”Netmedier”.

 

Du kan læse meget mere om Coronavirus her på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.