Årets sommerudfordring: Læs og giv børnebibliotekarerne buksevand

Kan alle skolebørnene i Brønderslev Kommune læse mere end fem børnebibliotekarer?

På Brønderslev Bibliotek inviterer børnebibliotekarerne til sommerlæsning blandt kommunens børn og unge i skolealderen. Men i år krydrer de det med en udfordring, der er værd at tage op:

”Udfordringen går ud på, at børnene i henholdsvis den østlige og vestlige del af Brønderslev Kommune skal læse mere end vi fem børnebibliotekarer tilsammen. Hvis I kan læse mere end os, så må I give os buksevand, når sommerferien er slut,” siger kulturformidler Rikke Ejlertsen.

Sådan fungerer det:

På alle bibliotekerne står der en læsekasse med dertilhørende bogsedler. Hver gang børnene har læst en bog i sommerferien, må de udfylde en seddel og lægge den i læsekassen. Det samme gør børnebibliotekarerne. For at visualisere, hvem der løbende har føringen, har vi valgt at opstille to stemmerør på hver af bibliotekerne. For hver bog, der læses, bliver der lagt en bold eller et bogstav i røret – børnenes eller bibliotekarernes. Sidste chance for at aflevere bogsedler i læsekassen er mandag den 9. august.

Så husk at kigge forbi det lokale bibliotek for at være med i udfordringen og vær med til at give børnebibliotekarerne buksevand efter sommerferien.

Vandkampene kommer til at foregå i Rhododendronparken i Brønderslev onsdag den 18. august kl. 15 og i Anlægget i Hjallerup fredag den 20. august kl. 15.

Lad udfordringen begynde!

Ps. Børnebibliotekarerne står selvfølgelig klar i bibliotekernes betjente åbningstid for at guide børnene til de fede, sjove, spændende og anderledes sommerbøger, de vil elske at læse.